
Mange virksomheder er i færd med eller har planer om at skifte om til elbiler. Nogle med lidt betænkeligheder, ikke mindst hvis man kører langt på tværs af landet eller rundt i Trekantsområdet
Her er det ofte Fredericia, som bliver anvendt som det oplagte ladested – ofte med kø til følge.
I 2024 skulle en meget stor ladepark gerne hjælpe lidt på den situation. Clever vil nemlig åbne en ladepark på adressen på Kokholm 4a-b i Kolding, kun få hundrede meter fra motorvejsafkørsel 63 på E 45 – og den vil få ikke mindre end 40 ladepunkter.
Det er langt den største ladepark, der både findes i dag og som er planlagt på nuværende tidspunkt.
– Rigtig mange bilister benytter hver dag motorvejsnettet i Trekantsområdet, og det gør trafikken intens. Kolding er en attraktiv lokation, fordi det er en stor by, der trækker mange mennesker til i dagligdagen. Derfor giver det god mening at placere Danmarks største lynladestation her , fortæller Mette Nøhr, der er ansvarlig for kundeoplevelsen på Clevers lynladestationer.
Kolding lynladestation bliver den første station, hvor Clever udruller det nye cafékoncept, og selvom den endelige menu ikke er helt på plads, så lover selskabet, at den bliver markant anderledes, end den, der findes på landets tankstationer:
– Vores cafékoncept laves i tråd med vores lynladestationer – med fokus på naturen og på sundhed og velvære. Derfor vil du ikke finde hotdogs og sukkerholdige sodavand, men sunde alternativer og gerne fra lokale producenter. Dem kan man så indtage i vores café eller i et af de to grønne hjerter, som Kolding lynladestation får, hvor der både er plads til picnic og leg og til at få vækket sanserne af planter og urter, som alle kan spise af, fortæller Mette Nøhr.
Kilde: Clever

