
Byggeriet var på en reel rutsjebane-tur i 2022, men trods det er det lykkedes for HusCompagniet at komme ud af året med det næstbedste regnskab i selskabets historie, og med lige over 2.000 leverede huse, er man oppe på det højeste antal nogensinde.
– Jeg vil huske 2022 som et af de mest ekstraordinære år, jeg nogensinde har været vidne til i min tid i byggebranchen. Høj inflation, stigende renter og lav forbrugertillid, der har medført markant opbremsning i boligmarkedet, siger Group CEO i HusCompagniet, Martin Ravn-Nielsen, der er ked af, at man måtte opsige medarbejdere.
Mens man kom ud af 2022 med et godt resultat, vil det hæsblæsende år sætte sig spor i 2023, vurderer han.
– Vi forventer, at det lavere salg særligt i 2. halvdel af 2022 vil påvirke resultatet for 2023, men vi har taget konsekvenserne af de ydre omstændigheder og handlet med rettidig omhu. Det kan godt være, at de nuværende tilstande vil være normalen i et stykke tid, men vi overvåger udviklingen nøje og er klar til at opruste, så snart det ændrer sig, lige så vel som vi konstant forsvarer vores førende position, siger Martin Ravn-Nielsen.
HusCompagniet ser et stort potentiale for at vækste i B2B-segmentet, og de professionelle ejendomsinvestorer efterspørger i stigende grad mere bæredygtigt byggeri. Derfor er det strategiske opkøb af HusCompagniet Production en vigtig del af virksomhedens ambition om at gå forrest inden for den bæredygtige omstilling.
Den højteknologiske fabrik gør det muligt at levere færdigproducerede vægkonstruktioner og tagkassetter, mens materialespild kan reduceres, og genbrugs- og genanvendelsesmulighederne bliver optimeret.
Byggeriet er med 2022 gået ind i det første år med skærperede klimakrav og lovkrav om klimaberegninger. Noget, som virksomheden ser som en stykke fantastisk værktøj.
– Klimaberegningerne gør, at vi nemmere kan prioritere, fordi vi tydeligt kan se, hvilke materialer og bygningsdele, der udleder mindst CO2. Og beregningerne viser samtidig, at vi er godt med – også i forhold til den kommende grænseværdi, der forventes at blive gældende fra 2025,” siger Martin Ravn-Nielsen, der samtidig kan konstatere, at antallet af kunder, som tilvalgte solceller i 2022 sammenlignet med 2021, er tredoblet.
Kilde: HusCompagniet

