
Når EuroSkills løber af stablen i Jyske Bank Boxen i Herning i 2025, er forventningen, at der kommer op mod 100.000 gæster. Dermed bliver det et af de største uddannelsesevent nogensinde her i landet – og nu er der fem millioner støttekroner fra Tietgenfonden.
Det danske Skills-landshold skal sammen med 700 andre af de dygtigste unge faglærte fra 32 europæiske lande dyste om EM-medaljer i 38 forskellige fag. Det er målet, at EuroSkills2025 skal øge interessen for erhvervsuddannelserne så flere vælger en faglig uddannelse. Det bliver der nemlig hårdt brug for i fremtiden.
– EuroSkills2025 vil kunne give tusinder af danske unge ny viden og inspiration til at søge uddannelse og karriere i de faglige uddannelser med afsæt i en event, hvor de møder Europas suverænt dygtigste faglærte rollemodeller. EuroSkills2025 har et kæmpe potentiale til at øge stolthed og begejstring for håndværksfagene, siger Tietgenfondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.
EuroSkills2025 skal ikke blot bidrage til at skaffe hænder og hoveder til erhvervslivet og den grønne omstilling. Den kæmpemæssige event vil også sætte nye standarder for bæredygtig gennemførelse af store arrangementer sammen med centrale samarbejdspartnere. Den grønne vinkel vejer også tungt hos Tietgenfonden, som glæder sig over at være med til at skabe det grønneste EuroSkills nogensinde.
– Vi er yderst begejstrede og meget taknemmelige for Tietgenfondens støtte, som giver os endnu mere tro på, at vi sammen med stærke partnerskaber kan lykkes med at sikre flere faglærte. Tietgenfonden er det første officielle partnerskab omkring EuroSkills2025, men absolut ikke det sidste. Der bliver brug for langt flere partnerskaber så effekten af EuroSkills bliver mærkbar, siger direktør for EuroSkills2025, Henrik Kjeldsen.
EuroSkills2025 foregår fra 10. til 14. september 2025 i MCH Messecenter Herning. Det er første gang Danmark er vært ved et EuroSkills-mesterskab.
Kilde: Tietgenfonden