Arkitekt- og ingeniørrådgiveren Sweco, der er en af Europas største indenfor det område, er valgt som teknisk rådgiver for Energistyrelsen i det forberedende arbejde med at udbyde opgaven med anlægget af verdens første energiø. Aftalen løber i fire år med mulighed for et års forlængelse, og som minimum til ejer og entreprenør er valgt. Aftalen har en værdi af 50 mio. kr.
Med energiøerne står Energistyrelsen overfor en særdeles spændende, men også særdeles kompleks implementeringsopgave. I den forbindelse har vi brug for specialiseret teknisk assistance, bl.a. til at fastsætte funktionskrav til energiøen i Nordsøen. Efter et offentligt udbud af rådgiveropgaven er valget faldet på Sweco. Vi ser frem til samarbejdet, siger Mads Krogh, programchef for energiøer i Energistyrelsen.
Det er et år siden, at et bredt flertal i Folketinget indgik en klimaaftale for energi og industri, der bl.a. indebærer, at Danmark skal etablere en energiø. Den 4. februar i år besluttede aftaleparterne, at energiøen skal etableres som en inddæmmet ø i Nordsøen. Samtidig besluttede parterne, at energiøen er en samfundsopgave, som aktører på tværs af stat og marked skal løse i fællesskab via et delt ejerskab mellem staten og én eller flere private aktører.
Vi har sat et stærkt hold til at hjælpe Energistyrelsen med at scope og udbyde opgaven. Energiøen vil blive den første af sin slags i verden, og derfor kræver det nytænkning, innovation og samspil mellem partnerne for at sikre gennemførelsen af dette unikke projekt. I Sweco har vi unik viden inden for arkitektur, energi, havne samt marinekonstruktioner. Det er netop i samspillet mellem faglighederne, at vi skaber nytænkningen baseret på vores kernekompetencer, der er opbygget over projekter som etableringen af Peberholmen, Femern-forbindelsen og udbygningen af de danske havne, siger Tore Lucht, der er Business Unit Manager i Ports & Geotechnics i Sweco.
Det bliver Danmarkshistoriens største anlægsprojekt med en estimeret samlet anlægssum på 210 mia. kr. Det svarer til ca. fire Femernbælt-forbindelser.
Energiøen skal i første fase kunne håndtere minimum 3 GW og på sigt 10 GW. Projektet rummer et enormt teknologisk udviklingspotentiale inden for den grønne omstilling, havvind, marineteknologi, energilagring og Power to X. Det har potentiale til at blive Danmarks næste vindeventyr og vil bidrage til at opbygge ny viden og værdifulde erfaringer, der på sigt skal hjælpe Danmark og resten af verden på rejsen mod klimaneutralitet.
Kilde: Energistyrelsen