
Himmerland Boligforening, der er Nordjyllands største boligforening, kan i princippet læne sig tilbage og vente på at kalenderen siger 2030. Det er nemlig lykkedes foreningen allerede nu at opfylde planen fra 2016 om at nå en række klimamål inden netop 2030.
Et af kardinalpunkterne var målsætningen om at reducere varmeforbrug og bygningsrelateret el i bygningsmassen med 30 % frem mod 2030. Dette er lykkedes – otte år før tid.
– Vi er glade for, at energibesparelserne er realiseret allerede nu, for vi var ambitiøse, da vi sammen med beboerne vedtog målsætningen i 2016. Gennem renovering, energioptimering, målrettet fokus i drift og ændring i beboeradfærd er vi allerede kommet længere, end vi turde håbe på, fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.
De seneste år har der været en hastig udvikling inden for mulighederne for at følge eget forbrug online. I dag kan alle beboere i Himmerland Boligforening således følge deres varmeforbrug og stadig flere kan også overvåge eget forbrug af vand.
– Vi var spændte på, om beboerne for alvor ville tage de forbedrede muligheder i anvendelse. Det må man sige har været tilfældet, for virkelig mange vælger at benytte den nemme adgang til forbrugsoplysninger for at følge forbruget tæt og spare, hvor det er muligt, siger Ole Nielsen.
Selvom Himmerland Boligforening har nået 2030-målet med hensyn til reduktion af energiforbruget, bliver der ikke bremset op. Fokus på energiforbrug – og i det hele taget på bæredygtig adfærd i bredere forstand – er stærkt forankret i boligforeningen og vil ifølge Ole Nielsen også være det i fremtiden:
– I vores organisationsstrategi forpligter vi os til at give beboerne mere bæredygtighed for pengene. Det betyder i praksis blandt andet, at vi iværksætter nye initiativer, der reducerer vores aftryk på jorden. Med andre ord fortsætter vi ambitionerne om at reducere energiforbruget – og dermed også holde energiudgifterne så lave som muligt til gavn for alle vores beboere.
Kilde: Himmerland Boligforening