Solrød Vandværk a.m.b.a. og virksomheden Krüger er blevet enige om installationen af et Carix-anlæg til blødgøring af vandet på deres eksisterende vandværk. Dermed bliver Solrød Vandværk det første vandværk udenfor Tyskland, der får installeret et Carix-anlæg.
Carix-teknologien er simpel i sin opbygning, bruger ikke kemikalier og er baseret på ion-bytning med forbrug af CO2. anlægget er let at vedligeholde og drifte, hvilket gør den specielt velegnet til mindre og større vandværker, der ikke har mulighed for at have folk gående fast på vandværket.
Vandet i Solrød Kommune har en hårdhedsgrad på 21°dH, hvilket betyder, at vandet i kommunen går under betegnelsen “hårdt vand”. En undersøgelse fra 2020, hvor 46 procent af forbrugerne deltog, viste at 8 ud af 10 af de adspurgte forbrugere ønskede, at Solrød Vandværk fik installeret et centralt blødgøringsanlæg som alternativ til private husinstallationer, der giver stor og skadelig saltudledning til kloak.
Med udsigten til blødt vand på 10 dH i hanerne kan de 20.000 borgere, der forsynes med vand fra vandværket i Solrød også se frem til besparelser på rengøringsprodukter og afkalkning af maskiner, installationer og fliser.
Det betyder et reduceret energiforbrug, når vandet sendes ud til brugerne, ligesom der vil være færre reparationer.
Anlægget forventes at være i drift fra maj 2023.
Kilde: Krüger