Solar har åbnet et nyt projektcenter på Danmarks største byggeplads ved Femern-forbindelsen. Centeret er døgnåbent, så kunderne altid kan få adgang til varer og værktøj. Butikken er på 200 kvm.
Her har håndværkere og entreprenører mulighed for at få produkter, rådgivning og et fagligt netværk. Formålet med Solars nye projektcenter er, at kunderne hurtigt og nemt kan få fat i maskiner, reservedele, skruer, arbejdshandsker og i det hele taget alt, der skal bruges på byggepladsen.
Det er udgangspunktet, at vores kunder vil kunne få adgang til butikken 24-7. Derudover vil det også være muligt at leje lagerplads hos os, fortæller Thomas Kaare Rasmussen, der er daglig leder i centeret.
Ved hjælp af et adgangskort kan kunderne selv gå på indkøb uanset dag eller tidspunkt. Kortet giver dem adgang til selv at scanne og betale varerne, inden de forlader butikken igen.
Vi sælger mellem 80-90 procent af varerne via vores webshop. Men ved at være fysisk til stede ved sitet, vil vi kunne opfylde et akut behov, hvor især el- og vvs-installatører pludselig mangler noget for at komme videre, lyder det fra Solars salgschef på Sjælland og Lolland-Falster, Michael Povlsen.
Omkring 90 procent af bestillingerne fra Femern-virksomhederne foregår online. Bestilles der inden klokken 18, står varerne klar til udlevering inden klokken syv næste morgen.