
Tirsdag den 28. september kl. 10 er det atter tid for en masse mennesker at hænge fast i telefonkøen. Det er tid for årets sidste udgave af Bygningspuljen.
Siden Bygningspuljens sidste ansøgningsrunde i foråret, er kriterierne for tilskud blevet justeret. Alle kan fortsat søge om tilskud til en varmepumpe, men samtidig er tilskudssatserne nedjusteret, så flere får mulighed for at forbedre deres bolig til gavn for klimaet.
Desuden er tilskud til energiforbedrende tiltag blevet målrettet de boliger, der trænger mest. Det er derfor kun muligt at opnå tilskud til isolering og nye vinduer, hvis din bolig har energimærke E, F eller G.
Der er i denne runde af Bygningspuljen afsat 330-340 millioner kroner. I sidste runde af Bygningspuljen var der rigtig mange, der søgte. Selvom de nye kriterier for tilskud kan medføre, at der i denne runde vil være færre ansøgere, bør borgere, der vil søge om tilskud fra puljen, væbne sig med tålmodighed.
Ved sidste runde var der mange, der sad og ventede længe foran computeren. For at undgå, at dette gentager sig, vil det være muligt at tilmelde sig mailnotifikation, når man har fået sit nummer i køen. Dermed vil man få en mail, når man er tæt på at være forrest i køen. Det er frivilligt, om man vil tilmeldes mailnotifikationer, men på den måde kan man lave andre ting, mens man venter.
Der har været stor interesse for Bygningspuljen, og Energistyrelsen kan ikke med sikkerhed vide, hvor mange der vil ansøge i denne runde.
Kilde: Energistyrelsen

