En ny app, IK-tjek, giver nu mulighed for at skolerne kan kortlægge indeklimaets tilstand på skolen – og komme med gode råd om eventuelle forbedringer.
Den nye app, der er lavet i et samarbejde mellem bl.a. Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) og Realdania, kan kortlægge skolens indeklima i løbet af blot en dags tid eller to. App´en kører på en almindelige tablet eller smartphone, og kan anvendes uden nogen forkundskaber, så det er eleverne selv, som kan stå for undersøgelsen i deres eget klasselokale.
Efter kortlægningen udarbejder IK-tjek appen automatisk et overblik og en rapport samt skræddersyet vejledning og gode råd til indeklimaforbedringer på den pågældende skole.
Før kommunerne griber til løsninger, skal de først have et overblik og en plan. Ellers risikerer de, at løsningerne bliver lappeløsninger – og dyrere end nødvendigt. Her kan et værktøj som IK-tjek være med til at etablere det nødvendige overblik over indeklima-tilstanden på de lokale skoler. Et overblik, som kommunerne derefter kan handle ud fra, siger Anne Gade Iversen, projektchef i Realdania.
IK-tjek er udarbejdet og valideret i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og DTU samt rådgivere fra Transition ApS og aereNmore (Saint-Gobain).
Kilde: Realdania