
De færreste har set hende, og kun ganske få kunne bekræfte, at Signe har boret sig vej fra fra Gammel Kongevej/Vodroffsvej til Halmtorvet, og dermed er første etape af Kalvebod Brygge Skybrudstunnel, der skal holde det østlige Frederiksberg og Vesterbro fri for oversvømmelser under skybrud, færdig.
Signe er den 40 tons tunge tunnelboremaskine, som har tygget sig vej igennem den københavnske undergrund.
Rejsen er kun på cirka 550 meter, og selvom Signe er en stærk dame, har det alligevel taget hende seks måneder i 18 meters dybde.
– Ruten gik under flere bevaringsværdige bygninger, bl.a. Det Ny Teater, under trafikerede veje og tæt bebyggelse. Det er ikke en nem rute, men vi har selvfølgelig taget højde for rejsens komplekse karakter, og alt er gået efter planen, siger projektejer Svend Krongaard Hansen fra Hofor.
Selve gennembruddet foregik under vand dybt nede i en skakt og blev nøje overvåget af professionelle dykkere.
Kalvebod Brygge Skybrudstunnel bliver 1,3 kilometer lang og skal være færdig i 2026. Til den tid vil den være i stand til at bortlede 20 kubikmeter vand i sekundet fra byens gader.
Næste etape, som er den sidste, går fra Kalvebod Brygge til Halmtorvet, og den forventes at begynde i slutningen af i år.
Men så lang tid behøver man faktisk ikke vente på at se resultatet af Signes arbejde med denne del. For allerede til efteråret håber Svend Krongaard Hansen, at han vil være i stand til at invitere interesserede på en gåtur under jorden.
Kilde: Hofor