Hun blev døbt Signe, og havde i forbindelse med dåben i går en duft af champagne over sig. Det gælder ikke en lille pige, men derimod en ordentligt kleppert af en maskine, der skal sikre, at københavnerne ikke igen kommer til at opleve oversvømmelser i forbindelse med skybrud.
Signe skal nemlig i de kommende måneder bore den første etape af Kalvebod Brygge Skybrudstunnel under Frederiksberg og Vesterbro i København. Nærmere bestemt er det fra Skt. Jørgens Sø og frem til Halmtorvet.
Det var projektleder Svend Krongaard Hansen fra Hofor, der forestod dåben, og han havde selvskab af mange projektfolk fra både Hofor, Frederiksberg Forsyning samt entreprenørerne NCC/SMET.
Og hvorfor så lige Signe?
Hofor har gennem flere år benyttet sig af kvindenavne fra vikingetiden til deres tunnelboremaskiner og navnet Signe betyder “den der sejrer”, så det synes vi er et navn, der lover godt, siger Svend Krongaard Hansen
Ud over selve dåben, hvor Signe blev døbt i champagne, var der også flere talere. Talere, der gjorde det tydeligt, at der er store forventninger til det omfattende projekt.
En tunnel som den, vi her anlægger, får stor betydning for byens borgerne og brugere, især folk på det østlige Frederiksberg og Vesterbro. Den beskytter værdier og skaber øget tryghed, fordi den er med til at gøre områderne robuste over for skybrud ved at lede skybrudsvandet ud i havnen, lød det fra Rasmus Sielemann Christensen, administrerende direktør i Frederiksberg Forsyning.
Og så skal vi da også have lidt mere information om Signe. Hun er som sagt noget af en kleppert på ikke mindre end 40 tons. Hun er fra Belgien, og kan bore sig otte meter frem om dagen, 18 meter under jorden.
Efter planen vil hun igen så dagslys til maj. Her vil hun have boret sig de første 500 meter af den nye tunnel
Den anden halvdel af den 1,3 kilometer lange tunnel begynder vi at bore fra Kalvebod Brygge og ind mod Halmtorvet fra sommer og ca. 4 måneder frem. Vi håber at kunne invitere naboer og andre interesserede på besøg i tunnelen, inden den tages i brug, siger Svend Krongaard Hansen
Kalvebod Brygge Skybrudstunnel er blandt de største af de mange skybrudssikringsprojekter, der indgår i de overordnede skybrudsplaner for Frederiksberg og i København. Den bliver op til 3 meter i diameter og kan flytte 20 kubikmeter vand i sekundet. En pumpestation ved Kalvebod Brygge skal hjælpe med at pumpe vandet op fra tunnelen og ud i havnen. Begge dele forventes at være klar til brug i 2026.
Kilde: Hofor