Det er en af verdens førende tapeproducenter, der med åbning af sit kontor i Danmark styrker sin position på det skandinaviske marked. Shurtape står bag en række patenterede varemærker som Shurtape, Kip, FrogTape, DUCK TAPE og T-REX.
Disse skal nu markedsføres i hele Skandinavien fra kontoret i Herning. Hidtil er det skandinaviske marked blevet serviceret af Shurtape’s datterselskab i Tyskland, Kip.
Jeg glæder mig over at arbejde sammen med et stort set up af dygtige eksperter i Tyskland. Og i Shurtape vil vi arbejde tæt sammen med Kip for at skabe endnu tættere relationer til vores kunder på det skandinaviske marked. Målet er, at kunder i Skandinavien kan få gavn af den store ekspertise, vi har på laboratoriet i Tyskland, siger Ole Knudsen, landechef for de skandinaviske lande.
Kip og Shurtape har mærket en meget stor efterspørgsel på både Private Label og fra professionelle, byggemarkeder og i industrien, hvor Shurtape i forvejen står meget stærkt.
Den store succes blandt professionelle skal cementeres og udbygges ved at øge kendskabsgraden til Shurtapes avancerede og i mange tilfælde arbejdsbesparende tapetyper.
I Shurtape leverer vi til professionelle håndværkere, og vi vil gøre vores arbejde lige så godt, som de gør deres. Alt efter vores kunders behov, kan vi altid finde et matchende produkt. Og det betaler sig at arbejde med det rigtige produkt til formålet, siger Ole Knudsen.
De seneste syv år har Ole Knudsen arbejdet i byggebranchen som Key Account Manager for NJORDIC Company A/S i Viby ved Aarhus. Han har ligeledes været Key Account Manager hos G. Funder A/S i Kolding. Før disse ansættelser har han drevet en række restaurationer.
Ole Knudsen er 49 år, født og opvokset i Ringkøbing, men nu bosiddende Holstebro sammen med hustruen Marie-Louise og døtrene Cecilia og Caroline. I fritiden er han en ivrig golfspiller.