
Et helt nyt koncept kaldet FLEX, som består af daginstitutioner bygget som modulbyggeri i træ, der kan certificeres med eksempelvis Svanemærket og DGNB ser nu dagens lys. Bag projektet står Sweco og Scandi Byg, som sammen har skabt det modulære byggesystem for at imødekomme det voksende behov for nye, miljørigtige institutioner over hele landet.
I løbet af de næste ti år vil antallet af børn i alderen 0 til 8 år stige med hele 13 procent i Danmark. Det viser en befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik, og det skaber i disse år et stort behov for at udbygge og opføre daginstitutioner. Derfor har modulproducenten Scandi Byg og den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed Sweco i fællesskab udviklet et helt nyt byggekoncept kaldet FLEX, der består af daginstitutioner, som er bygget af træmoduler og kan certificeres med miljøcertifikater såsom Svanemærket og DGNB.
Med FLEX kan vi på kort tid bygge i en kvalitet, der er lige så høj som traditionelt byggeri. Vi bygger, så vi er sikre på, at både bæredygtighed og sundhed er i fokus. Der er et samfundsbehov for at indtænke nye institutionsløsninger, der nemt kan tilpasses efter ambitionsniveau og ønsker. Dette er vores bud på, hvordan vi med ét modulært byggesystem kan opnå stor fleksibilitet i forhold til arkitektur, pædagogik, kontekst, materialer og byggeteknik i fremtidens daginstitutioner, siger Eva Bjerring, markedschef i Sweco Architects.
Scandi Byg er allerede i gang med at opføre den første daginstitution, som er bygget efter det nye koncept. Institutionen, der opføres i Lejre Kommune, kommer til at bestå af 20 træmoduler og vil blive svanemærket:
Det nye børnehus er placeret, så det bedst muligt udnytter de eksisterende landskabstræk og omgivelser. Institutionen er designet som en langstrakt organisme, der består af et centralt fællesområde, hvor alle fælles-, personale- og ledelsesfunktioner er samlet, samt to fløje, der indeholder de enkelte stuer med dertilhørende garderobefunktioner og liggehaller.
Den arkitektoniske vision kan opsummeres med ønsket om at skabe et multifunktionelt hus til børn, som indeholder en mangfoldighed af rum i naturlige materialer, der giver gode pædagogiske muligheder i smukke, robuste og fleksible rammer. Byggeriets samlede disposition med enheder og knudepunkter er designet for at kunne opfylde aktuelle behov og samtidig have en åbenhed over for fremtidige forandringer, lyder det fra Eva Bjerring.
Kilde: Scandi Byg/Sweco

