
De danske deltagere ved EuroSkills 2025 har hjemmebanefordel, idet konkurrencen finder sted i Herning. Og den fordel skal udnyttes, mener Tømrermester Th.P. Stillinges Fond, der har afsat 1,5 mio. kr. til en såkaldt Guldpulje.
Stillinges Fond, der administreres af Håndværkerforeningen København, håber, at midlerne kan være med til at give de bedste forudsætninger for de danske deltagere, der kan søge hjælpe til både internationale og nationale træningsaktiviteter – ikke meget ulig det man kender fra Team Danmark, der indenfor sportens verden hjælper med at sikre danske medaljer.
Guldpuljen er etableret i tæt samarbejde med SkillsDenmark og det danske Skillslandshold. Idéen med puljen er, at danske medaljehåb kan deltage i andre landes nationale Skills-konkurrencer. Midlerne kan også anvendes til praktikophold i Danmark eller udlandet og til at deltage i træningscamps i Danmark.
Fondens bestyrelse vurderer sammen med SkillsDenmark og Skills-landsholdets træner, at det er dér man kan gøre den allerstørste forskel.
– For de danske fagatleter på Skillslandsholdet er det afgørende vigtig træning, at komme ud og deltage i andre landes konkurrencer og camps, før EuroSkills i Herning. Praktisk konkurrenceerfaring gør hele forskellen og kan i sidste ende være med til at afgøre, om man får en medalje med hjem, siger Simon Neergaard-Holm, direktør i SkillsDenmark.
Kilde: SkillsDenmark