
Tre negative omstændigheder har tilsammen gjort, at salget af vandbårne varmepumper er raslet ned, og er blevet halveret i 3. kvartal i år sammenlignet med samme periode i 2022.
I rene tal er der, ifølge Energistyrelsen, solgt 4.790 af denne type varmepumper.
Energiskrisen i 2022 satte for alvor skub i salget, men efterfølgende er salget blevet ramt af en tredobbelt storm, der har fejet benene væk.
Først var der ikke klarhed over alle områder, der skulle have fjernvarme, dernæst er gasprisen i dag faldet så langt ned, at mange ikke føler, det er økonomisk attraktivt at skifte, og sidste møllesten var en sejtrækker i form af en udskydelse af varmepumpe-puljen i månedsvis.
– Det er en katastrofal udvikling for den grønne omstilling af samfundet, som bliver voldsomt forsinket i en tid, hvor vi har brug for det stik modsatte – nemlig at speede antallet af konverteringer væk fra gas op, siger Troels Hartung, bæredygtighedschef i TEKNIQ Arbejdsgiverne, som organiserer store dele af virksomhederne i det tekniske erhvervsliv.
Håbet har hele tiden været, at man i løbet af en relativ kort årrække ville se gassen helt forsvinde – og de ville dele sig i stort set to lige store dele – halvdelen af de cirka 400.000 gasfyr ville blive konverteret til fjernvarme, resten ville hoppe over på en varmepumpe.
Det sker bare ikke, og der er ikke udsigt til, at det vil ske lige med det samme, mener Troels Hartung.
– Med den nuværende hastighed, kan der gå op til 15-20 år, før der kan slukkes for det sidste gasfyr, siger Troels Hartung.
Derfor skal der sættes gang i konverteringerne igen, og her skal man først og fremmest have afklaret, hvor der kommer fjernvarme.
– Dernæst er der behov for, at kommunerne over en bred kam bliver bedre til at hjælpe borgere uden adgang til fjernvarme videre. Der har været meget stort fokus på at få promoveret fjernvarmen, og det har hjulpet beboerne i byerne, men mange steder har der stort set ikke været nogen indsats i forhold til at hjælpe boligejerne i landdistrikterne over på et alternativ til naturgassen, siger Troels Hartung.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne