
Langt færre boligejere har kastet sig over indkøbet af en ny varmepumpe. Allerede på vss-messen i Odense i foråret kunne man fra flere sider høre beklagelse over, at salget var gået i stå, og nye tal fra Energistyrelsen viser, at den dårlige begyndelse på året, foreløbig har holdt sig.
I 2. kvartal af 2023 blev der solgt 33 procent færre vandbårne varmepumper sammenlignet med samme tid sidste år. I konkrete tal er salget gået fra 9.835 til 6.586 anlæg.
I foråret fik bl.a. den lave gaspris en del af skylden for, at boligejerne ikke kunne se en idé i at kaste mange penge efter en ny varmeinstallation, men også udskydelse af varmepumpepuljen må tage sin del af skylden, ligesom usikkerhed om, hvorvidt man som boligejer kunne få fjernvarme, har været en medvirkende årsag til, at salget er gået ned, lyder vurderingen fra flere sider.
Varmepumpepuljen der er en nyskabelse, skulle være åbnet først på året, og kunne måske have holdt gang i markedet på trods af de to andre årsager til salgsnedgangen, men puljen er blevet udskudt.
Nyeste melding er, at den åbner til september, og den kommer til at rumme 250 mio. kr., der er øremærket til varmepumper.
– De 250 millioner kroner i puljen vil naturligvis sætte gang i konverteringerne igen, men jeg kan godt være nervøs for, at opbremsningen i markedet også vil afspejle sig i det kommende kvartal, så vi endnu ikke har set bunden endnu, da det tager tid at vende skuden, når den først er gået i stå, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i Tekniq Arbejdsgiverne.
Kilde: Tekniq Arbejdsgiverne

