
Saint-Gobain Distribution Denmark, der er en af landets største leverandører til byggeriet og bl.a. står bag landets største VVS-grossist, Brødrene Dahl og ventilationsvirksomheden Øland, har øget både på top- og bundlinjen i 2020 og lukker det særprægede år med et regnskab, der viser, at selskabet står stærkt til fremtiden.
Omsætningen rundede 4.3 milliarder kroner, svarende til en vækst på 10 procent i forhold til året før (3.9 milliarder kroner). Også på bundlinjen præsterede selskabet. Resultatet før skat landede på 136.7 millioner kroner, hvilket er en fremgang på 35 procent, når der korrigeres for gevinst ved frasalg af ejendomme og omkostninger til restrukturering i 2019.
Vi er meget tilfredse med årets resultat. Vi har altid været dygtige til at hente omsætning hjem, og nu har vi en langt bedre omkostningskontrol, hvilket slår positivt ud på de finansielle resultater. Vi gennemførte store forandringer i 2019 med frasalg, og vi gik samtidig vores omkostninger og processer igennem. Med styr på alle udgifter gik vi ind i 2020 og forventede således et godt år, allerede før pandemien ramte, siger administrerede direktør i Saint-Gobain Distribution Denmark, Peter Møller.
Brødrene Dahl står for størstedelen af omsætningen i regnskabet. VVS-grossisten med 53 butikker på landsplan har oplevet en stærk fremgang i salget til mindre kunder, primært drevet af væksten i gør-det-selv-markedet som fulgte i kølvandet på nedlukningen.
COO i Saint-Gobain Distribution Denmark, Christian Deichmann, har haft det operative ansvar under COVID-19 og understreger vigtigheden af at kunne agere agilt og smidigt, selvom man et stort selskab:
Både i Brødrene Dahl og Øland sælger vi direkte til håndværkerne. I begge kæder har vi arbejdet hårdt på, at vores kunder skulle blive så lidt berørt af krisen som muligt, og det har de kvitteret for. Meget hurtigt uddelegerede vi ansvaret til butikkerne, så de hver især kunne vurdere, hvordan de bedst kunne supportere håndværkerne lokalt. Vi har hele tiden forsøgt at være på forkant af restriktionerne og tilbød fx take-away-løsninger, før det var et krav, siger Christian Deichmann.
Trods COVID-19, omkostningskontrol og de flotte tal, har selskabet også investeret i flere opkøb i 2020. Brødrene Dahl åbnede som en af de første i branchen en IoT-forretningsenhed (Internet of Things) og købte IoT-divisionen i MobilePeople.
Det er et helt nyt strategisk skridt for VVS-grossisten, der går efter en førerposition på feltet. Søsterselskabet Øland stod heller ikke tilbage for opkøb. Øland købte i 2020 leverandøren af ventilations- og brandsikringssystemer, Airforce.