Politikerne i Region Hovedstaden har besluttet at sætte fart på en række planlagte grønne forbedringer og renoveringer på hovedstadens hospitaler for at give en økonomisk saltvandsindsprøjtning til virksomheder i byggebranchen, som er pressede på grund af coronakrisen.
Regeringen har i forbindelse med indsatsen for at afhjælpe de økonomiske konsekvenser af coronakrisen godkendt, at regionerne overskrider det aftalte loft for, hvor mange penge vi må bruge på modernisering og renovering. Den mulighed har politikerne i Region Hovedstaden grebet og sætter gang i 11 større projekter for i alt 200 millioner kroner.
– Først og fremmest er det her vigtige moderniseringer, som både gør opholdet på hospitalet bedre for patienterne og fremmer bæredygtigheden, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) og fortsætter:
– For eksempel lægger vi nye rør til ilt og gas på Hvidovre, så vi fremover kan tilbyde lattergas til fødende kvinder, ligesom vi investerer i en mere bæredygtig udledning af regnvand fra Herlev Hospital og en energibesparende køleledning på Bispebjerg.