Virksomheden Acrimo A/S, der fra hovedsædet i Hedehusene producerer højkvalitetsprodukter inden for solafskærmning, ansætter Lars Schjønning som ny salgschef. Han skal være med til at introducere markedet for firmaets nye satsning: En højteknologisk totalløsning, der forbedrer indeklimaet.
Siden 1952 har virksomheden Acrimo A/S fra adressen i Hedehusene leveret solafskærmning til den danske byggebranche. Nu satser firmaet på en ny, højteknologisk løsning, som i samspil med solafskærmningen og dynamiske akustikløsninger skal forbedre indeklimaet i vores bygninger. En satsning, som den nyansatte salgschef Lars Schjønning (56) skal stå i spidsen for:
– Vi introducerede vores løsning for første gang på Building Green i oktober 2019. Det er en totalløsning, som er koblet til vores solafskærmning og en række dynamiske akustikløsninger, og som forbedrer indeklimaet gennem forskellige tekniske elementer. Der blev taget rigtig fint imod konceptet på Building Green, så vi har allerede høje forventninger, fortæller Acrimo A/S’ administrerende direktør Jørgen Christensen og fortsætter:
– For at føre vores satsning ud i livet har vi ansat Lars Schjønning som ny salgschef. Det er vigtigt at have en erfaren mand bag roret, der kender markedet og kan gøre ambitioner til virkelighed. Vi er meget glade for at have ham med ombord og er sikre på, at han er den rette mand til opgaven.
Lars Schjønning, der har en maskinteknisk uddannelse samt en mini MBA, kommer senest fra en stilling som administrerende direktør i ventilationsvirksomheden InVentilate, hvor han var i fem år. Derudover har han slået sine folder inden for vindmølle-, elektronik- og maskinindustrien og har siden 90’erne arbejdet med salg og ledelse:
– Jeg kan nok ikke komme udenom, at jeg har salg og ledelse i blodet. Samtidig har jeg qua min maskintekniske uddannelse og mine år i forskellige, industrielle brancher en god, teknisk viden, som jeg kan bringe i spil i mit nye job, hvor det tekniske fokus spiller en stor rolle.