
Carlsberg og Niras har vundet den prestigefyldte Global Water Awards for verdens bedste vandprojekt inden for kategorien industri. Prisen, der er den højeste anerkendelse inden for den globale vandsektor, blev tildelt for Water Recycling Plant (WRP) projektet på Carlsbergs bryggeri i Fredericia. Niras har været end-to-end projektleder og rådgiver for projektet.
Denne pris er en stor anerkendelse af Carlsbergs visionære tilgang og af den kolossale kollektive indsats, der ligger bag projektet. Denne pris er også en anerkendelse af alle de parter, der har været involveret i projektet og af vores samlede viden og anstrengelser. Carlsbergs WRP projekt er et glimrende eksempel på den danske tradition for at samarbejde på tværs af private virksomheder, uddannelsesinstitutioner og den offentlige sektor. Det understreger virkelig, at når vi arbejder sammen, så bliver helhedsresultatet større end summen af delene, siger Søren Nøhr Bak, der er Expertise Director Water & Sustainability i Niras
WRP projektet er en del af Carlsbergs Zero Water Waste program, og det har forvandlet Fredericia Bryggeri til verdens sandsynligvis mest vandeffektive bryggeri. Det generelle vandforbrug er halveret og 90 proces af alt procesvand genanvendes, så der kun bruges 1,4 hl vand på at producere 1 hl øl.
Vi er stolte af at være på forkant med bæredygtighedsdagsordenen i Danmark, og vi sætter pris på anerkendelsen af vores præstation med at halvere vandforbruget på Fredericia Bryggeri og stort set eliminere vandspild. Det er resultatet af et stærkt samarbejde gennem DRIP-partnerskabet bestående af projektleder og rådgiver NIRAS, Danmarks Tekniske Universitet og teknologiudbydere som Grundfos og Pantarein, men også de danske veterinær-, miljø- og fødevaremyndigheder, siger Peter Haahr Nielsen, administrerende direktør i Carlsberg Danmark.
Kilde: Niras

