Hvis man som ung står og væver omkring, om man skal vælge en uddannelse som vvs´er, kan man rolig slå til. Det er nemlig langt fra det samme som en fastlåst fremtid. Nærmest det modsatte, viser en analyse udarbejdet af Moos-Bjerre A/S for TEKNIQ Arbejdsgiverne, Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet.
Analysen har fulgt karriereforløbet for mere end 16.000 nyudlærte elektrikere og vvs’ere.
Hovedparten af de nye vvs´ere vælger at starte deres karriere direkte i installationsbranchen, men der bliver omkring 21 procent ikke efter fire år. De begynder blandt andet på installatøruddannelserne, maskinmester, adgangseksamen til ingeniøruddannelserne eller bygningskonstruktør.
Kun en meget lille del vælger slet ikke installationsbranchen i årene efter endt uddannelse.
– Analysen viser, at der er mange faktorer, der gør vvs-branchen attraktiv og som betyder, at 89 procent vælger at blive i faget. Den store jobsikkerhed er for eksempel afgørende. Det er naturligvis positivt. Men jeg lægger også mærke til, at der er mange, der arbejder i en bred vifte af brancher og at, der er mange, der vælger at videreuddanne sig. Det viser tydeligt, at man ikke bare uddanner sig til én bestemt type af job. Og det sætter en fed streg under, at der er mange forskellige karriere- og videreuddannelsesmuligheder, når man har vvs-energiuddannelsen, siger Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne