Vi skal alle til at spare på energien som følge af den nuværende energikrise. Netop mindre brug af energi er et af nøglepunkterne hos organisationen Synergi. Ikke ved at skrue ned for lys og varme, men også ved energieffektivisering.
I den nuværende og helt aktuelle krise anerkender bestyrelsesformand for organisationen Synergi, Bendt Bendtsen, regeringens plan, men havde faktisk gerne set, at man var gået endnu længere. Og han tror, at der er opbakning til en mere vidtgående plan.
Vi sagtens kan spare på energien, uden det behøver at gøre ondt. Jeg er overbevist om, at langt de fleste danskere er parate til at gå længere end at ofre én varmegrad eller to på kontoret, hvis det kan medvirke til at sikre varme i hjemmet, holde hjulene i gang i Produktionsdanmark og frigøre os fra Putin. Regioner og kommuner er nogle af landets største bygningsejere med samlet ca. 40 mio. kvm areal. Her er der meget mere at hente på opvarmning, vandtemperaturer, belysning osv. Det samme er der i danskernes hjem og i industrien, mener Bendt Bendtsen.
Han ser desuden gerne, at den kortsigtede, overvejende adfærdsbårede indsats suppleres af investeringer i varige energibesparelser. Ifølge Sybergis beregninger kan en hurtig indsats, hvor der energieffektiviseres 5 procent i husholdningerne samt handels- og serviceerhverv gennem energirenoveringer, skære 14 procent af Danmarks naturgasimport.
Det er godt og nødvendigt med adfærdsændringer og temperaturloft i offentlige bygninger, men grundlæggende er problemet, at vi spilder for meget energi, og at en stor del af forbruget stammer fra sorte energikilder. Det er ikke nok at pille bladene af ukrudtsplanten, for de vokser hurtigt ud igen. Vi skal have hele roden med, og det betyder investeringer i varige energibesparelser i danskernes hjem og i vores virksomheder ved hjælp af grøn teknologi som pumper, vinduer, termostater, isolering, digitale løsninger osv, påpeger Bendt Bendtsen.
Danmarks faktiske energiforbrug steg i øvrigt i første halvår af 2022 med 1,7 procent sammenlignet med samme periode sidste år, så i den forstand gik det, alt andet lige, den forkerte vej.
Kilde: Synergi