Reduction Roadmap, der er udviklet i et tværfagligt samarbejde mellem rådgiverne EFFEKT, CEBRA, MOE og gruppe forskere, er et nyt værktøj, der viser, hvordan dansk byggeri kan leve op til kravene i Paris-aftalen.
Her bliver den planetære grænse for klimaforandringer – planetens budget for udledning af drivhusgasser – oversat til til konkrete, årlige reduktionsmål for nyt, dansk boligbyggeri. Samtidig viser værktøjet, hvilken hastighed den nødvendige reduktion skal have år for år, for at bremse branchens bidrag til klimaforandringerne og leve op til Paris-aftalen.
For nyt dansk boligbyggeri betyder det konkret, at byggeriet skal nedbringe udledningen fra et nuværende gennemsnit på 9,6 kg CO2eq/m2 pr. år til gennemsnitligt 0,4 kg CO2eq/m2 pr. år. Hastigheden for, hvor hurtigt den nødvendige reduktion skal ske, afhænger af flere parametre.
Vores mål med roadmappet er at forstå og formidle, hvor meget vi skal reducere udledningen fra vores byggeprojekter for at arbejde indenfor planetens bæreevne. Det blev hurtigt klart for os, at ingen tidligere har lavet den beregning, og at svaret derfor kunne vise vejen for hele branchen med de konkrete reduktionsmål, fortæller Sinus Lynge, partner i EFFEKT.
Forskning viser, at vi på globalt plan skal reducere vores nuværende udledning med 96 procent for at holde den menneskelige aktivitet indenfor et sikkert handlingsrum og planetens klimabudget, og at vi skal gennemføre reduktionen på mellem 7 og 14 år for at holde os indenfor Paris-aftalens 1,5°C-scenarie.
Den nødvendige reduktion på 96 procent gælder således ikke kun for byggeriet, men for hele den globale udledning – andre brancher, industrier og lande kan derfor lave samme oversættelse fra globale grænser til branchespecifikke mål med afsæt i datagrundlaget.
Hvis vi fortsætter med at bygge, som vi gør i dag, vil vi indenfor fem år have overskredet budgettet for udledning af drivhusgasser i Paris-aftalens 1,5°C-scenarie. Det vil have uoprettelige konsekvenser for vores planet. ‘Business as usual’ er derfor ikke en mulighed, fortæller Steffen E. Maagaard, koncernkompetencechef hos MOE.
De nuværende krav i dansk byggelovgivning ligger langt fra de grænseværdier, branchen bør arbejde indenfor. Faktisk er de lige nu 10-20 over de grænseværdier. Derfor skal man i gang allerede i dag, påpeger Steffen E. Maagaard
Slutmålet er det samme. Men jo længere tid vi er om at kickstarte forandringen, jo stejlere bliver reduktionskurven, og jo mere øges risikoen for uigenkaldelige klimaforandringer. For at skabe forandringen i tide, er det helt afgørende, at vi som branche forpligter os til at handle i fællesskab – og vi skal i gang i dag, understreger han.
Med Reduction Roadmap opfordrer initiativtagerne alle aktører i byggeriet til at bruge roadmappet som retningsgiver i udviklingen af nye byggeprojekter.
Vi ønsker at give branchen et fælles værktøj, som vi kan bruge til at skabe den nødvendige forandring. Med LCA-be-regninger, som fra 2023 bliver lovpligtige, kan vi sammenholde hvert enkelt projekt meget direkte med roadmappet, som år for år viser, hvor et projekt skal ligge for at holde sig indenfor planetens klimabudget, fortæller Mikkel Schlesinger, partner i CEBRA.
Reduction Roadmap er baseret på en ny rapport af en forskergruppe på tværs af danske universiteter ledet af den danske forsker Steffen Petersen fra Aarhus Universitet, The safe operating space for greenhouse gas emissions (2022), og IPCC AR6 klimarapport fra FN’s Klimapanel (2021). Projektet er støttet af Realdania og Villumfonden som en del af initiativet 4 til 1 Planet.
Ingen virksomhed kan vende udviklingen alene, og situationen kalder på fælles handling. For at kunne følge roadmap-pet skal vi ændre både mængden af byggede kvadratmeter og måden, vi bygger på. Det kræver, at vi er villige til at dele viden og erfaringer på tværs af branchen og finde de nødvendige løsninger i fællesskab. Vi håber, at branchen vil tage værktøjet til sig og forpligte sig til fælles handling, lyder hans opfordring.
Kilde: CEBRA, EFFEKT, MOE