
DIN Forsyning har fået sig en artig overraskelse efter at have skiftet ti dykpumper ved en vandboring i Holsted. De nye pumper har givet en markant større strømbesparelse end forventet.
De 25 år gamle pumper brugte cirka 600.000 KWh om året, og da forsyningsselskabet i samarbejde med Grundfos skiftede om til de nye, var det håbet, at man kunne spare cirka 15% af den strømudgift.
Men sådan skulle det ikke gå. I stedet er besparelsen kommet helt op på cirka 200.000 KWh.
DIN Forsynings ambition om at passe på verdens ressourcer og mindske spild gælder alle områder. Derfor er det her et projekt, jeg er stolt af. Det er virkelig fine resultater, og så har vores egne medarbejdere været en stor del af løsningen, fortæller driftskoordinator og specialist i vandproduktion Palle Kragh Rühe.
De nye pumper er udviklet af Grundfos til DIN Forsyning, og kan med det nye styresystem reguleres og optimeres løbende. I forberedelsen har DIN Forsyning etableret et mindre, lokalt kildefelt på Lykkesvej i Esbjerg, som også har haft stor betydning for strømbesparelsen – det har gjort det muligt at sænke indvindingsmængden og dermed sænke modtrykket fra Holsted.
Årligt sender DIN Forsyning knapt ni mio. m3 drikkevand via ca. 2.000 km vandledninger ud til kunder i Esbjerg, Ribe, Bramming, Kvong, Nr. Nebel/Lunde og Varde. Den største døgnleverance om sommeren er 30.000 m3, mens den mindste døgnleverance om vinteren er 18.500 m3.
Kilde: DIN Forsyning