Vi bruger langt flere ressourcer en klode kan holde til, og derfor skal bl.a. dansk byggeri skrue ned for klimaaftrykket. Men hvor langt ned kan man komme med nutidens teknologier. Det vil ni aktører forsøge at vise. Målet er et byggeri med et klimaaftryk der er reduceret med 75 procent, hvilket er historisk lavt.
Det sker som et led i initiativet 4 til 1 planet, som Villum Fonden og den filantropiske forening Realdania står bag, og her er udvalgt ni projekter, der skal vise, hvorvidt det med dagens teknolig er muligt at nå et så lavt klimaaftryk.
Bygherrerne modtager hver især en bevilling, som skal bruges til at finansiere bæredygtig udvikling, innovation og videndeling, der kan bidrage til at reducere klimaaftrykket til et historisk lavt niveau. Pengene kommer fra initiativet Boligbyggeri fra 4 til 1 planet.
Hver bygherre forpligter sig med bevillingen til at stile efter en klimabelastning på kun 2,5 kg CO2-ækv/m2/år. Det er en fjerdedel af den gennemsnitlige klimabelastning ved nybyggeri i Danmark i dag og omtrent en femtedel af den nye lovmæssige grænseværdi på 12 kg CO2-ækv/m2/år.
– Vi er nødt til at ændre den måde, branchen i dag producerer og bygger på. Og kun sammen kan vi gøre byggebranchen grønnere. Nu forsøger vi at bidrage med et projekt, hvor vi bringer eksperter, bygherrer, rådgivere og entreprenører sammen for at løse en utrolig ambitiøs udfordring. Vi har fået 45 ansøgninger fra nogle af branchens mest toneangivende aktører, og antallet af ansøgninger, ambitionsniveauet og viljen til at udvikle fremtidens løsninger inden for byggeriet indgyder i den grad håb, siger Michael K. Rasmussen, projektchef på vegne af Villum Fonden.
Ud over reduktion af klimaaftryk er målet derfor at opføre sunde, attraktive boliger i et samspil mellem arkitektur, materialer og indeklima. Udviklingsprocessen skal sikre at løsningerne bliver skalerbare, og på den måde kommer eksempelbyggerierne til at stimulere både udbud og efterspørgsel af bæredygtige boliger i Danmark.
– Vi sætter gang i en proces, der sikrer, at vi om få år har ni bæredygtige boligfyrtårne fordelt over landet til inspiration for den samlede branche. Den videre udvikling er nødt til at være efterspørgselsdrevet, og derfor skal de boliger, vi støtter, ikke bare være klimavenlige. Det skal være sunde, attraktive, behagelige boliger, der kan udgøre en attraktiv ramme for menneskers hverdag, siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.
De ni projekter er blevet valgt ud fra deres forventede evne til at levere på den overordnede målsætning og på ønsket om at indgå i et dedikeret samarbejde med andre brancheaktører for at drive en fælles innovationsindsats. Der er også blevet skelet til geografisk placering og typer af byggeri for at opnå en variation i den samlede erfaringspulje.
Kilde: Realdania