Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne har efter mere end 50 timers intense forhandlinger indgået aftale om en ny treårig overenskomst på VVS-området. Overenskomsten blev også godkendt af Blik- og Rørarbejderforbundets bestyrelse og dækker 1.100 virksomheder med tilsammen 11.000 medarbejdere.
– Jeg er meget glad for, at vi er lykkedes med at blive enige om en ny overenskomst, der indeholder en række positive elementer for både arbejdsgivere og arbejdstagere. Det er især glædeligt i lyset af, at vi ved de seneste par overenskomstforhandlinger er endt i forligsinstitutionen, siger administrerende direktør i Tekniq Arbejdsgiverne, Niels Jørgen Hansen, og fortsætter:
– Der har været en oprigtig interesse fra alle parter for at indgå en aftale, som afspejler den situation, branchen står i, hvor der er mangel på arbejdskraft, samtidig med at væksten ser ud til at flade gradvist ud, siger Niels Jørgen Hansen.
Blandt de vigtigste punker i den nye overenskomstaftale er, at mindstebetalingen reguleres årligt med 2,5 kroner i timen pr. 1. marts 2020, med 2,5 kroner pr. 1. marts 2021 og med 2,5 kroner pr. 1. marts 2022.