
615 km af det i alt 765 lange kabel, der tilsammen udgør Viking Link, ligger ude i Nordsøen, og mens det meste af den danske befolkning holdt sommerferie, knoklede bl.a. specialister fra den italienske kabelproducent Prysmian, med at få samlet den sidste sektion af kablet.
Det skete 172 km ud fra den danske kyst i tysk og hollandsk farvand, og tog flere dage at fuldføre.
– Kabelinstallationen på havet er en yderst specialiseret og teknisk vanskelig proces at udføre, og der har derfor været mange kompetencer og mange mennesker i spil på sådan en opgave. Både den konkrete opgave med at installere den sidste forbindende sektion af kablet, men også i det samlede projekt. Vi har over en periode på 3 år installeret og forbundet mere end 615 km søkabel – somme tider har bølgerne gået højt og vi har været under tidspres fra start af, og jeg er derfor enormt stolt over det arbejde vi som hold og team har udført, og at vi har været alle mand på dæk – så at sige – over en lang periode, siger siger senior projektleder for kabelprojektet på Viking Link, Daniel Johan Brøndum.
Dermed er hele projektet klaret, og kablet løber nu fra Revsing ved Vejen, gennem den jyske muld, hen over havbunden, og hele vejen til Bicker Fen i det nordlige England. Projektet skaber en ny elmotorvej, der kan eksportere og importere strøm via en 1400 MW forbindelse, svarende til mere end 1,4 millioner husstandes elforbrug.
Hele projektet har kostet 13 mia. kr., og ventes at stå helt færdigt ved udgangen af i år.
Kilde: Energinet

