Nordomatic-koncernen styrker nu sin position i Sverige. Det sker gennem opkøb af Building Management-aktiviteterne i de tre virksomheder QTS og Suprasys samt automationsdelen af N&N El och Styr.
Aktiviteterne udgør en omsætning på cirka 45 mio. sek (knap 33 mio. kr.), og 26 medarbejdere skifter nu til Nordomatic. Blandt kunderne er store ejendomsbesiddere, heriblandt flere offentlige i området Södertalje, Stockholm og Mälardalen, hvor Nordomatics markedsandel nu styrkes markant.
Opkøbet giver Nordomatic-koncernen en stærk position i Stockholm-området. Södertälje er en kommune med næsten 100.000 indbyggere og en række stærke industrier. Vi opretholder det kontor i Södertalje, som indgår i overtagelsen, og vil bruge denne position til yderligere vækst i hele området, forklarer vicekoncernchef Toke Juul, der også er adm. direktør for Nordomatic Danmark A/S og som er ansvarlig for Nordomatic-koncernens opkøb.
Toke Juul forklarer, at det seneste opkøb ikke kun kommer den svenske del af Nordomatic til gode, men også selskaberne i Danmark og Norge.
Markedet for Smart Buildings er under konsolidering og vi ønsker at være frontløber på området. Når vi køber virksomheder eller aktiviteter op, så er det ikke alene dygtige medarbejdere og kundeporteføljer, der er interessante. Der er ofte også teknologier, koncepter og løsninger, der er udviklet af disse ofte ekstremt specialiserede og dygtige smart building-virksomheder. De bedste af disse løsninger forfiner vi og udbreder vi til resten af koncernen. Det hjælper os til at være på forkant i markedet, understreger Toke Juul.