
I dag er cirka 150 virksomheder omfattet af NIS1-direktivet, der omhandler cybersikkerhed. Det er store virksomheder indenfor bl.a. it-, energi-, transport-, sundheds-, finans- og fødevaresektoren, der anses for at være samfundskritiske.
I det nye direktiv, NIS2, bredes den definition mere ud, hvilket betyder, at helt op imod 1.000 virksomheder skal se sig selv som samfundskritiske, og dermed leve op til en række krav om netsikkerhed.
Blandt de 1.000 vil der også være mindre virksomheder, som måske ikke umiddelbart vil opfatte sig selv, som hørende under kategorien samfundskritisk. Det viser den første omfattende kortlægning af NIS2-direktivets konsekvenser for danske virksomheder, som Industriens Fond står bag.
– Vores kortlægning viser, at NIS2 vil ramme rigtig bredt, og at direktivet har direkte kurs mod over 1.000 danske virksomheder. Det er rigtig mange, der nu skal forberede sig på markant skærpede krav til it-sikkerheden, siger Malene Stidsen, der er programchef for Industriens Fonds Cyberprogram.
Det er især virksomheder inden for digital infrastruktur, energi og fremstillingsindustrien, der bliver omfattet. Tilsammen repræsenterer disse tre sektorer over halvdelen af de virksomheder, der står til at blive omfattet.
– Som det ligger nu, betyder det, at mange mindre virksomheder – og principielt også deres underleverandører – skal til at se sig selv som samfundskritiske og dermed indstille drift og udvikling herefter. Derfor er det også vigtigt, at de danske myndigheder meget snart lægger sig fast på, hvordan direktivet skal implementeres i Danmark, siger Malene Stidsen.
Hos Industriens Fond er man i gang med næste fase, der skal giver overblik over virksomhedernes styrker og svagheder i forhold til NIS2
– Ved at sætte fokus på dette vil vi bistå danske virksomheder med at komme på forkant med udviklingen – og dermed høste de konkurrencefordele, der ligger i at leve op til de digitale sikkerhedskrav fra myndighederne – men også voksende krav fra kunder og samarbejdspartnere, siger Malene Stidsen.
Overordnet set vil NIS2-direktivet dække 18 sektorer, hvoraf en del af sektorerne indeholder en række delsektorer.
Kilde: Industriens Fond

