Vi ved jo, at det er svært at spå – ikke mindst om fremtiden, og det bliver ikke lettere, når man tilføjer, at man skal spå om klimaet. I dette tilfælde om, hvor langt fra eller tæt på, vi er fra at opnå de reduktioner, som er indskrevet i klimaloven.
Energistyrelsen har sagt, at vi er tæt på at nå den nederste 2025-grænse på 50 procent. Faktisk er reduktionen på 49 procent om to år. Den køber man ikke hos Klimarådet, der er i et nyt notat peger på, at vurderingen indeholder både nogle fejlvurderinger og nogle regnetekniske greb, der tilsammen gør, at vi står med en 47 procents reduktion i 2025, mener rådet.
Ifølge Styrelsen er man cirka 0,6 mio ton CO2 for at nå den nedre grænse på 50 procent. Den øvre er på 54 procent, og er langt væk, uanset om det er styrelsen eller Klimarådet, der står bag vurderingen.
Men heller ikke den nedre grænse er helt så tæt på, som Energistyrelsens årlige fremskrivningen indikere, altså de 0, 6 mio ton, men derimod snarere 2 mio. ton. Baseret på samme vurdering er afstanden til de 54 procent i øvrigt over 5 mio. ton.
Omsat til procenter mener energistyrelsen, at vi er oppe på 49 procents reduktion, mens rådet mener vi er 47 procent fra.
– Det er en meget væsentlig forskel. Vi vidste godt i forvejen, at regeringen har travlt, hvis den skal opfylde 2025-målet, men nu må vi sige, at regeringen altså har rigtig, rigtig travlt, hvis den vil have sikkerhed for at nå målet, siger Klimarådets formand, Peter Møllgaard.
Baggrunden for, at rådet og styrelsen kommer frem til to forskellige tal, ligger i en række vurderinger og noget regneteknisk.
For at tage det sidste først, siger lovbemærkningerne til klimaloven, at 2025-målet skal opgøres som et gennemsnit af årene 2024-2026. Det mindsker nemlig betydning af udsving i enkelte år. I fremskrivningen opgøres reduktionsbehovet alligevel kun for 2025.
Var målet i stedet opgjort på baggrund af gennemsnittet i de tre år, ville reduktionsbehovet øges med cirka 0,5 mio. ton CO2e for 2025-målet.
– Vi har også tidligere påpeget denne skævhed i fremskrivningen. Det mest logiske ville være at gøre det op på samme måde, som når det om nogle år skal bedømmes, om målet er nået. Ellers er fremskrivningens tal svære at bruge, siger Peter Møllgaard.
Derudover beror beregningerne i fremskrivningen på nogle meget generelle forudsætninger, ligesom fx udtagning af lavbundsjorde i praksis tager dobbelt så lang tid, end det som er angivet.
Heller ikke en reduktion i affaldsforbrændingskapaciteten som følge af konkurrenceudsættelse, kan siges at være nagelfast, men derimod højst usikkert.
Kigger man længere frem til 2030-målet, som er 70 procents reduktion, er der ikke en klar tendens til hverken under- eller overvurdering. Planen for, hvordan man skal komme frem til de 70 procents reduktion, er dog så usikker, at det endnu ikke er anskueliggjort, at målet nås.
Trods det kunne se ud som om, at Klimarådet er ude med riven efter fremskrivningen, betragter man det alligevel som et solidt produkt. Transparens og følsomhedsanalyser bidrager til at belyse en usikkerhed, som er et grundvilkår i arbejdet med at give bud på fremtidige udviklinger.
– En politisk mulighed er at vedtage en samlet klimaindsats, der forventes at overopfylde klimamålene. På den måde opnår man en højere grad af sikkerhed for, at målene nås. Fremskrivningen kan hjælpe til med at sætte tal på dette, siger Peter Møllgaard.
Kilde: Klimarådet
