På mandag indvier Kamstrup i Stilling ved Skanderborg en 3.400 kvadratmeter ny fløj, som blandt andet skal huse flere højtuddannede udviklere. Indvielsen foretages af europaminister Nicolai Wammen, som har grøn vækst som en mærkesag, og af Skanderborgs borgmester Jørgen Gaarde.
Kamstrup fremstiller fjernaflæste målere og systemer til intelligent energistyring. Og virksomhedens produkter er blevet så populære, at Kamstrup inden for de seneste to år har måttet øge medarbejderstaben med 160 personer.
I den nye fløj skal der blandt andet udvikles software, som kan effektivisere energiforsyningen og inddrage alternative energikilder. Desuden indrettes kantine, sundhedsklinik og fitnesscenter. I december sidste år indviede Kamstrup 4.000 kvadratmeteter ny fabrik og præsterede en rekordomsætning på 1,18 mia. kroner. Det resulterede blandt andet i en erhvervsudviklerpris.