
Omkring 8.500, eller cirka en tredjedel af alle københavnske hotelværelser, bliver i dag fjernkølet via Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, fjernkølingssystem.
Rent praktisk foregår det ved, at Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, hver dag pumper koldt havvand op fra Københavns Havn og ind i selskabets to store kølecentraler. Vandet køler her nogle store rør med vand i, som derefter leverer køling til fx hoteller, inden vandet bliver sendt ud i havnen igen.
Fjernkøling bruger langt mindre energi, fordi den anvender havets naturlige kølighed i modsætning til de traditionelle airconditionanlæg, der kører på el.
– Når en ejendom tilslutter sig vores fjernkøling, reducerer det CO2-udledningen med op til 70 procent i forhold til brug af lokale udtjente køleanlæg. Havvandet kræver mindre el, og den enkelte ejendom kan dermed spare op mod 40 procent i forhold til lokale el-drevne anlæg, siger Jakob Thanning, der er områdechef i Kundeløsninger & Fjernkøling i Hofor.
Hotelværelser er langt fra de eneste, der benytter sig af havnens kolde vand til at få kølet sig ned med. Også flere banker, museer og stormagasiner har taget den attraktive fjernkølingsløsning til sig.
Det er sket i takt med, at Hofor har udbygget fjernkølingsnettet, så endnu flere dele af København kan få adgang til den kollektive køleløsning.
At få kølingen leveret gennem rør under jorden har også nogle andre fordele oppe på bygningens top. Mange ejendomme i København har fået etableret både altaner og ikke mindst tagterrasser. Og her er det en stor fordel, at kølingen er flyttet under jorden.
– Vores fjernkøling løber under jorden, og det gør det attraktivt i en pladshungerende by som København. Samtidig undgår vi støjende individuelle køleanlæg udenpå bygninger, som vi ser det i udlandet, og det giver københavnerne flottere facader med mere plads til tagterrasser og altaner og mere plads i kældrene, siger Jakob Thanning:
Endnu et fjernkølingsområde er nu i gang Nordhavn, hvor de første fjernkølingskunder allerede forsynes fra en kølecentral via rør i jorden.
Kilde: Hofor

