
Folketinget har taget hul på forhandlingerne om et nyt forslag, der på sigt skal ændre den nuværende elforsyningslov
Ændringerne skal bl.a. gøre det nemmere og mere attraktivt at placere f.eks. PtX-anlæg og nye varmepumper tæt på ny elproduktion fra vindmøller og solceller – også kaldet for samplacering
Ved samplacering er elproduktion og elforbrug enten tæt på hinanden, eller placeres et sted, hvor der er ledig kapacitet i elnettet. Dermed giver et øget brug af samplacering et mindre behov for en dyr udbygning og forstærkning af det kollektive elnet.
Et af de konkrete tiltag i lovforslaget er at tillade at store elforbrugere og elproducenter selv kan etablere direkte el-forbindelser (også kaldet direkte linjer), så de fremover kan koble elproduktion og elforbrug sammen, og dermed kan aflaste det kollektive elnet og reducere behovet for forstærkning. Det kan fx være en direkte linje mellem et PtX-anlæg og en solcellepark.
Kilde: Klima-, energi- og forsyningsministeriet

