
Fjernvarmen skal rulles ud mange steder i landet. Arbejdet kræver bl.a. fjernvarmesvejser, men dem er der ikke så mange af.
Derfor er der etableret rekrutterings- og opkvalificeringsforløb, hvilket har været en stor succes i Syd- og Sønderjylland. Nu er det København, og her er interessen vist sig ligeledes at være massiv.
På en af Danmarks største erhvervsuddannelsesinstitutioner, TEC i Ballerup, havde over 100 ledige meldt deres ankomst til et intromøde om opkvalificeringsforløbene.
Hos arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne, der står bag forløbende i samarbejde med fagforbundene Dansk Metal og Blik & Rørarbejderforbundet, er den massive interesse meget kærkommen.
– Udrulningen af fjernvarme og vedvarende energikilder kræver flere hænder her og nu. Derfor er vi meget glade for det etablerede samarbejde med kommunerne, som giver os en lettere adgang til de ledige hænder. Interessen for fjernvarmekurserne overstiger vores forventninger, og hvis det kan resultere i flere faglærte hænder på sigt og svejsere lige nu, så betyder det også, at Danmark hurtigere kan gøre sig fri af russisk gas, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder i både el, vvs og metalindustrien.
Opkvalificeringsforløbende henvender sig direkte til ledige – både faglærte og ufaglærte – med et ønske om beskæftigelse i branchen. De er tilrettelagt bredt til hele installations – og industriområdet, så lokale virksomheder hurtigt kan rekruttere den arbejdskraft, de har brug for.
Opkvalificeringen tager mellem 34 og 39 kursusdage. Forløbende er desuden meritgivende til smede- og vvs-energiuddannelserne.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne