EU indleder nu et opgør mod strømmen af billige, statsstøttede ståelementer fra Kina, som i stigende grad har sat danske producenter under pres. Beslutningen glæder TEKNIQ Arbejdsgiverne, som længe har appelleret til en indsats mod den ulige konkurrence.
Det har i løbet af de senere år stået klart, at kinesiske producenter af vindmølletårne i udstrakt grad har modtaget statsstøtte for at dumpe priserne på produktionen af vindmølletårne. Det har presset eksempelvis de europæiske producenter og været ved at knække den europæiske værdikæde, siger Alexander Severinsen Ulrich, chefkonsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
For TEKNIQ Arbejdsgiverne har det derfor været afgørende, at man både fra dansk og europæisk side reagerede kontant og uden tøven for at bremse det kinesiske forsøg på at underminere en helt central del af vores grønne industri.
Med afgørelsen retter Kommissionen også op på den forsinkede intervention, som man så for nogle år siden, hvor den europæiske produktion af solceller var under det samme pres. Dengang kom reaktionen desværre for sent og uden den nødvendige effekt. Nu er det så vigtigt at sikre at toldsatserne overvåges og strammes i tilfælde af, at de ikke udgør et tilstrækkelig effektivt værn mod den intensive kinesiske statsstøtte, påpeger Alexander Severinsen Ulrich.
Danmark er et af Europas førende lande, når det gælder produktionen af vindmølletårne og teknologier til at sikre mere miljørigtig opsætning af vindmøller både på land og til vands.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne.