EU er på vej med et nyt bygningsdirektiv, der indeholder skærpede regler omkring bygningers energimæssige forhold. EU-Kommissionens forslag rummer bl.a. forslag om, at alle boligejendomme med energimærke G skal være løftet mindst ét niveau i 2030.
Hos EjendomDanmark ser man frem mod de nye regler. Netop energiforbedringer af bygningsmassen er en af de hurtigste veje til at komme tættere på klimamålene. Organisationen opfordrer dog til, at man sikrer sig, at der er nationale regler, der spænder snubletråde ud foran det gode formål.
Det er afgørende, at man i denne proces får set nærmere på, hvor nationale regler eller anden regulering skaber barrierer for de mål, som bygningsdirektivet og klimaindsatsen i sin helhed skal opnå. Det nytter ikke noget at kræve en større indsats for energirenoveringer, hvis man med andre regler samtidig spænder ben for indsatsen ved f.eks. at gøre det til en dårlig forretning, siger Morten Jarlbæk Petersen, seniorrådgiver hos EjendomDanmark.
For EjendomDanmark er det endvidere afgørende, at reglerne afspejler realiteterne, og at de ikke ender som rene administrative byrder.
Vi følger naturligvis sagen og kigger direktivet efter i sømmene. Det kan virke langt væk lige nu, men der er tale om håndfaste krav. Og derfor er det væsentligt, at reglerne bliver til at anvende og forstå – og at de har en reel effekt og ikke bare ender som ren administration eller rene udgifter, siger Morten Jarlbæk Pedersen.
Kilde: EjendomDanmark