2024 bød på en kold start, og det kan ses på el-forbruget hos Cerius-Radius, der dækker det meste af Sjælland og region Hovedstaden. Det steg over 12 procent sammenlignet med 1. kvartal i 2023.
Elektrificeringen af samfundet, bl.a. via flere varmepumper i private hjem, giver en stigning i elforbruget, og når vejret tilmed sender termometeret en tur i dybfryseren, er det kun naturligt, at elforbruget stiger.
– Det her er klart udtryk for, at elektrificeringen lige nu tager fart. Mange investerer sig til grønnere løsninger i hjemmet, og vender dermed ryggen til olie, benzin og gas. Vi forventer, at det samlede strømforbrug vil stige yderligere de kommende år, og der er et stærkt elnet fuldstændig afgørende for at muliggøre en sikker forsyning og den grønne omstilling af vores energisystem, påpeger Cäthe Bay-Smidt, funktionschef i Cerius-Radius.
Varmepumperne kan dog ikke tage hele æren. Flere elbiler på vejene er også med til at løfte det samlede forbrug, og her spiller vejret ligeledes ind. En markant lavere temperatur løfter nemlig elbilernes forbrug.
Merforbruget var ikke helt jævnt fordelt Cerius og Radius. Cerius, som dækker region Sjælland, havde det største merforbrug på over 14 procent, mens Radius-kunderne i Region Hovedstaden øgede forbruget med 11,2 pct.
Kilde: Cerius-Radius