Selvom man næppe kommer ude om, at beliggenhed er det altgørende ved langt de fleste bolighandler, er et godt energimærke ved at spille ind som en vigtig faktor, når der jagtes boliger.
En ny undersøgelse foretaget af analysevirksomheden Exometric, der er en del af energi-
og rådgivningsvirksomheden NRGi viser, at over halvdelen (58 procent) finder energimærket meget vigtigt, men at andre faktorer vægter højere. Her kunne man godt gætte på beliggenhed som en af de faktorer.
Men det bliver også kortlagt, at 5 procent sender energimærket helt i top, når de næste gang skal købe bolig.
Ifølge Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi, er det ikke overraskende, at der er et stort fokus på boligens energimærke, når folk kigger på boliger.
– Et boligkøb er ofte et spørgsmål om tryghed. Derfor er det kun naturligt, at mange boligkøbere gerne vil have en idé om, hvad de kan forvente af udgifter til energiforbrug. Og det kan energimærket være med til at vise dem, siger Bo Halm Andersen, der ser det som en positiv udvikling, at der er kommet større fokus på energimærket.
Et energimærke viser, hvor energieffektiv en bolig er på en skala fra A til G, hvor karakteren A tildeles boliger med det laveste energiforbrug. Gennemsnitskarakteren for danske boliger er D, men i en nylig undersøgelse blev det påvist, at danskere generelt overvurderer, hvor godt energimærke, der nuværende bolig faktisk har.
Undersøgelsen har også en anden side af samme mønt, for næsten en tredjedel, 29 procent, tillægger ikke energimærket særlig stor betydning sammenlignet med andre faktorer. Otte procent er tillægger det slet ingen betydning.
Og det er en skam, lyder det fra Bo Halm Andersen. For ifølge energikonsulenten er energimærket ikke blot en karakter, men en værdifuld rapport med masser af nyttig viden.
– Jeg opfordrer altid potentielle boligkøbere til at nærlæse energimærkningsrapporten. Her kan man finde forslag til rentable energiforbedringer fra en uvildig energikonsulent, siger Bo Halm Andersen, som lægger vægt på, at det både er godt for klimaet og privatøkonomien at følge forslagene fra energimærket.
Kilde: NRGi