Høj aktivitet på alle relevante markeder og stor efterspørgsel på tværs af koncernens kompetencer ligger til grund for, at teknikentreprenør og servicepartner Wicotec Kirkebjerg endnu engang kan aflevere et flot og solidt regnskab
I det netop udgivne årsregnskab for det skæve regnskabsår 2022/23 lander Wicotec Kirkebjerg-koncernen en omsætning på 2.504 mio. kr. EBIT udgør 78,5 mio. kr. (3,1 % af årets omsætning), hvilket er på niveau med sidste år.
– Vi er vækstet på toplinjen og fastholder vores indtjeningsniveau, det er vi stolte af. De for os relevante markeder er præget af høj aktivitet, og vi oplever en stor efterspørgsel på vores kompetencer, siger adm. direktør i Wicotec Kirkebjerg Brian Ludvigsen.
Flere store projekter er i regnskabsåret afleveret, blandt andet Danske Banks nye domicil på Postgrunden i København, nyt hovedsæde til Chr. Hansen i Hørsholm og Danmarks højeste boligtårn Light House i Aarhus. Aktiviteten i det igangværende regnskabsår er blandet andet fokuseret på de store projekter Nyt Hospital Nordsjælland og Mary Elizabeths Hospital, som forventes at bidrage positivt fremadrettet. Også fjernvarme og anlæg er områder, der fylder væsentligt i ordrebogen.
– Vi har afleveret store projekter i regnskabsåret, og vi har startet nye op. Der er stabil udvikling i vores basisforretning, og vi har sat gang i nye forretningsområder, blandt andet industrielle varmepumper og el-infrastruktur. Vores hovedfokus er drive en lønsom forretning samt fastholde og løfte det indtjeningsniveau, vi har leveret i sidste og dette regnskabsår, siger Brian Ludvigsen.
Også inden for service og installation oplever Wicotec Kirkebjerg stor aktivitet og efterspørgsel på ydelser, særligt inden for sundhedssektoren, universitet og undervisning samt i industrien.
– Her efterspørger markedet særligt løsninger til energieffektiviseringer og grøn omstilling, som er områder, hvor vi konkret kan rådgive vores kunder om de rette løsninger og efterfølgende levere en korrekt og kvalitetssikret ydelse, siger Brian Ludvigsen.
Generelt oplever Wicotec Kirkebjerg stor interesse fra markedet og er i tæt dialog med kunder og samarbejdspartnere om kommende projekter og samarbejder. For regnskabsåret 2023/24 forventes en omsætning i niveauet 2,5 til 2,8 mia. DKK. og en margin for resultat før skat (EBIT) i niveauet 3-4%.
I oktober 2023 opkøbte Wicotec Kirkebjerg virksomheden MD Rustfri og aktiviteterne her ventes at bidrage positivt i det kommende regnskabsår. MD Rustfri er specialiseret inden for pharmaindustriens Clean Utility-område med kunder som Novo Nordisk, Bavarian Nordic, Lundbeck og Fujifilm.