Elbilers højvoltsbatteri medvirker til stabilisering af det lokale elnet
Artiklen har været bragt i HVAC Magasinet nr. 8, 2025 og kan læses uden illustrationer herunder (læs originalartiklen her)
Af Jørgen Gullev, civilingeniør
Teknologien Vehicle-to-Grid eller forkortet V2G, hvor elbilers højvoltsbatteri, som vil være den fremtidige batteritype, kan såvel aftage som afgive elenergi til det lokale elnet, har tidligere været omtalt i såvel HVAC Magasinet nr. 6/2020 som i HVAC Magasinet nr. 6/2024 – i begge tilfælde illustreret med figur 1, der viser såvel datatransmissionen som eltransmissionen mellem elbilen og elnettet.
Udvekslingen af elenergi mellem en elbils højvoltsbatteri og elsystemet – V2G – fremgår mere forenklet og overskueligt af figur 2.
V2G er en teknologi, der gør det muligt at sende el, der er lagret i elbilens batteri, tilbage til husstanden, hvor laderen er installeret, eller tilbage til det lokale elforsyningsnet, blandt andet når der er behov for det af hensyn til opretholdelse og understøttelse af en stabil lokal elforsyning, men i øvrigt også i mange andre tilfælde, som det fremgår af nedenstående.
Avanceret opladning og styret afladning
For såvel den almindelige stikkontakt hjemme i carporten og de – endnu i dag – almindelige ladestandere på mange lokale parkeringspladser, gælder det, at de med andre ord, ved overgang til V2G, skal ændres til mere avancerede ladestationer, der kan kommunikere med den lokale elnetudbyder eller elnetselskab, der styrer udvekslingen af el mellem elbilens fremtidige højvoltsbatteri og det lokale elnet.
Mange indkøbscentre har lademuligheder som kundeservice, foto 1.
Elbiler vil fremtidig optræde i elsystemet som relativt store batterier, der kan yde stabilisering til det lokale elnet eller levere el til boligen og/eller virksomheden, ikke mindst til fordel for bilejeren på tidspunkter, hvor den almindelige elpris er høj.
V2G gør det således også muligt med højvoltsbatterier at lagre og aflevere overskudsel, der er produceret på for eksempel lokale solceller og vindmøller, hvor output af denne lagrede el kan ske – helt som ladestanderens øvrige el – uafhængig af vejret og af tidspunktet på døgnet udelukkende styret af elbehovet i det lokale elnet.
Fremtidig bliver elbilen med andre ord som et relativt stort batteri, der kan yde stabiliserende hjælp til elnettet i situationer, hvor der er problemer med den almindelige lokale elforsyning eller eventuelt levere fordelagtig el til boligen henholdsvis virksomheden på tidspunkter, hvor der er høj lokal elpris.
Ovenstående vil for mange elbilejere være særdeles gode nyheder. Allerede siden 2016 har Frederiksberg Kommune – som et eksempel på ovenstående – haft 10 V2G-elvarevogne koblet til det lokale elnet i 17 timer af døgnet. Koblingen af varevognenes højvoltsbatterier til elnettet har yderligere medvirket til at balancere det lokale elnet i kommunen.
Højvoltsbatterier
Om få år vil alle nye elbiler blive produceret og solgt med de ovenfor omtalte avancerede højvoltsbatterier, der som anført giver mulighed for et styret samspil mellem elbilers batteri og det lokale elforbrug i boliger og bygninger tilsluttet det lokale elnet.
I udlandet har blandt andet bilmærkerne Volvo og Volkswagen allerede eftervist de store muligheder for netop at udnytte elbilers større V2G-batterier som nogle fleksible såvel som mobile energilagre.
Aflastning af elnettet
Med udnyttelse af afgivet batteriel fra parkerede lokale elbiler, der har V2G batteriopladning, kan det lokale elnetselskab i givne situationer udnytte denne batteriel til en direkte styret aflastning af et overbelastet lokalt offentligt elnet.
Dette eksempel er et udtryk for, at V2G-teknologien således samtidig repræsenterer et reelt betydende besparelsespotentiale i udbygning af forstærkning i den offentlige lokale elforsyning.
Med understøttelse af V2G-teknologien er elbiler som følge af netop 2-vejs op- og afladningen på vej til i realiteten helt at ændre den traditionelle måde og de principper, som elnettet ellers hidtil er blevet balanceret på.
Energinet
– Vi er opmærksomme på, at V2G-biler, der både forbruger og leverer el, er under fuld udvikling. Potentielt kan V2G-bilerne også flytte rundt med en betydelig del af den til tider overproducerede grønne el fra solceller og vindmøller, har Energinets forretningsudvikler Christian Adelhardt påpeget.
Som forberedelse af elsystemet til de mange V2G-elkøretøjer er Energinet derfor ved at opdatere den såkaldte datahub, der er et centralt og uafhængigt it-system, der håndterer milliarder af data i elmarkedet.
Endvidere deltager Energinet i danske og internationale arbejdsgrupper om blandt andet digitalisering af transportsektoren.
For de nye aktivitetsområder i elforsyningen er det særdeles væsentligt og nødvendigt, at Energinet håndterer de nye dataområder i et nært samarbejde med alle de lokale danske elnetselskaber.
Nyt elsamspil med elnettet
Den ovenfor omtalte udvikling på elbilers opladede batterikapacitet bidrager ikke mindst til også at skabe et helt nyt samspil mellem elnettet, elbilerne og elinstallationerne i såvel erhvervsbygninger som i alt større og mindre boligbyggeri.
Under givne forhold vil højvoltsbatteriet i familiens elbil normalt kunne klare et hjems elforsyning i op til en uge.
Ændring af det normale elsystem
Ifølge nyligt fremlagte beregninger fra DTU-forsker ph.d. Kristian Sevdari, der de seneste år har forsket i blandt andet tekniske og økonomiske aspekter i forbindelse med V2G, står vi over for en revolutionerende ændring af det normale elsystem.
Men betingelsen for den positive udvikling er, at alle elkøretøjer – personbiler, varevogne, busser og lastbiler – bliver forsynet med software, der kan kommunikere med elnettet – dvs. med det lokale elnetselskab – via deres ladeudstyr.
Ifølge Kristian Sevdari vil blot 5000 V2G-samarbejdende elbiler kunne stabilisere det danske elnet ved relativt store forekommende udfald af den traditionelle danske elforsyning.
Hvis 75 procent af de cirka 1 million elbiler, der ventes at være i Danmark i 2028, udnytter V2G, kan de forventeligt – i givne situationer – levere en effekt på 7-8 GW el tilbage til elnettet. Det er mere end Danmarks forekommende effektbehov under spidsbelastning.
Verdens store bilfabrikker er i fuld gang med at indbygge V2G-funktionalitet i nye elbiler, og Dansk e-Mobilitet forventer, at denne teknologi vil være standard i alle nye elbiler i Danmark fra starten af 2030’erne – måske endda før.
Tovejsopladning
For at realisere potentialet ved den omtalte tovejsopladning, dvs. opladning af batteri fra elnettet og afladning tilbage igen fra batteriet til elnettet, når der er behov for det, kræver det dog klare standarder, datahåndtering samt tarifmodeller. Forhold, der arbejdes på, men som endnu ikke er endeligt på plads.
Det statslige selskab Energinet er således i gang med at opgradere den digitale infrastruktur, og undersøger, hvilke batteridata der kan frigives fra elbilerne for at kunne understøtte elmarkedet.
Tovejsopladning kan ikke kun blive en gevinst for Danmarks elforsyningssikkerhed, men også direkte for danske elbilejere, der kan se frem til en klækkelig besparelse ved at have elbilen koblet til elnettet med henblik på eventuel lokal elenergibalancering i de mange af døgnets timer, hvor elbilen ikke er i brug.
Ifølge Green Power Denmark er det endnu for tidligt at sige noget om, hvor stor en økonomisk gulerod det kan blive at sende el fra bilens batteri tilbage til elnettet, når elnettet har behov for det, men Dansk e-Mobilitet har anslået, at den årlige gevinst for elbilejeren vil kunne være cirka 4000 kroner, hvilket kan dække en stor del eller i mange tilfælde alle elbilejeres udgifter til opladning af elbilen.
V2G
Fra Dansk e-Mobilitet påpeger chefkonsulent Søren Jakobsen, at mange elbiler allerede nu bliver produceret med hardware, så de er klar til V2G.
Fra starten af 2030’erne og måske før kan alle nye elbiler således udveksle elenergi med de lokale elnet og med elinstallationer i bygninger.
Endvidere vil de nødvendige standarder i løbet af de kommende år blive færdigudviklet af bilfabrikker, systemoperatører, forskere og myndigheder, forudsiger Søren Jakobsen.
Tilsvarende oplyser product manager Massimiliano Carella fra it- og ladevirksomheden Nuuve:
– Vi optimerer hver enkelt enhed i relation til elsystemet, samtidig med at vi sikrer, såvel at batteriet stadig har el til den daglige brug af bilerne som en høj grad af beskyttelse af batterierne.
Af en rapport udarbejdet af Hybrid Greentech, Teknologisk Institut og Københavns Lufthavn i forbindelse med EU-projektet ALIGHT, der vedrører bæredygtige løsninger, fremgår det, hvordan intelligent ladestyring blandt andet i parkeringshuse kan reducere CO2-udledningen og elomkostningerne.
I Københavns Lufthavn, som er Skandinaviens største med omkring 5000 parkeringspladser, er et stigende antal pladser udstyret med de moderne ladefaciliteter.
Motorveje og ladeparker
Fra januar 2026 får danske elbilister glæde af 276 nye lynladeudtag langs motorvejene. Det sker som led i et statsligt udbud, hvor der også opføres 20 nye ladeparker.
Danske elbilister kan således i 2026 blandt andet glæde sig til meget lettere adgang til lynladere langs motorvejene.
Vi har derimod i Danmark været langt bagud, hvad angår tilslutningsmulighed til opladning af ellastbilers batterier – specielt hos større vognmandsvirksomheder med et stort antal ellastbiler, foto 2. Men ifølge Rolf Sylvester-Hvid i bladet El+Energi, oktober 2024, skal 25 elladeparker til lastbiler nu medvirke til kickstart af den grønne omstilling af den tunge vejtransport i Danmark. De første fem ladeparker skal stå klar i løbet af 2025. I alt er der udmøntet 750 millioner kroner til udrulning af ladeinfrastrukturen til ellastbiler. Planen omfatter blandt andet etablering af de 25 elladeparker med en eleffekt på i alt 133 MW langs de danske statsveje.
Mekanikere i autobranchen
Omstillingen i bilbranchen fra benzin og diesel til eldrevne køretøjer stiller selvsagt helt nye krav til bilværkstedernes faglærte automekanikere.
Samtidig erkendes, at nye unge faglærte automekanikere med nye kompetencer på elbilområdet er helt væsentlige for at kunne håndtere og klare ovenstående omtalte udvikling på blandt andet batteriområdet.
For den unge generation, der skal træffe uddannelsesvalg, er det væsentligt at notere, at mekanikervejen nu er et fag og et arbejde, hvor man arbejder med de nyeste teknologier, og hvor man har mulighed for direkte at bidrage til det fremtidige miljø, der hidtil blandt andet har været præget af bilernes direkte forurenende udstødningsgasser. Samtidig er det væsentligt at notere, at man som udlært mekaniker fremtidig vil stå med helt andre kvalifikationer og viden på elteknik-området end tidligere.