
USA er muligvis verdensstørste enkeltmarked, men ikke desto mindre er den danske eksport af fysiske varer til netop USA faldende. En tendens, der har stået på i årevis. I stedet er eksporten til andre dele af verden stigende.
Da der kun kan lægges told på fysiske varer, betyder det, at den danske eksport er mindre følsom overfor Trumps toldcirkus.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Den fysiske vareeksport til USA udgjorde 26,9 milliarder kroner i perioden august til december 2025, der dækker månederne efter indførelsen af amerikansk told på europæiske varer.
Det svarer til 16,8 procent af den danske eksport til USA i perioden. Til sammenligning udgjorde den toldfølsomme eksport 47,3 procent af eksporten til USA i 2019.
Samtidig udgør den toldfølsomme eksport til USA kun 2,9 procent af den samlede danske eksport til alle lande.
– Dansk eksport har fortsat sin flotte udvikling på trods af Trumps told. Længe før Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus, har den danske eksport ændret karakter, så dansk økonomi er blevet mindre afhængig af at eksportere fysiske varer til USA, siger Frederik Olsen, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
– Danske virksomheder eksporterer relativt færre varer fra dansk til amerikansk grund. Det er udtryk for rettidig omhu, hvor danske virksomheder i højere grad finder andre afsætningskanaler og i mindre grad eksporterer fysiske varer direkte til USA. Det betyder, at effekten af Trumps toldsatser er begrænset for samfundsøkonomien, siger Frederik Olsen.
Derimod har den fysiske vareeksport til alle andre lande end USA nået helt nye højder.
Mellem august og december 2025 eksporterede danske virksomheder varer, der krydsede den danske grænse, for 384,5 milliarder kroner til andre lande end USA. Det er det højeste tal for de måneder nogensinde.
Analysen peger dog på, at hvis den europæiske økonomi bliver ramt af amerikanske toldsatser, kan det have en effekt på den dansk eksport.
– Højere toldsatser på andre europæiske lande kan have indirekte betydning for dansk økonomi via vores eksport til de lande. Hvis tyske virksomheder sælger mindre, skal de bruge færre komponenter fra danske virksomheder, siger Frederik Olsen.
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

