Ejer og administrerende direktør for Dansani, Carsten Friis, opkøber den svenske konkurrent INR. Med købet bliver Dansani/INR den største leverandør af badeværelsesmøbler og brusebadsindretning i Norden. Dansani er stærke i Danmark, INR i Sverige og begge virksomheder er solidt repræsenteret i Norge og Finland. Den samlede omsætning vil være over 500 millioner danske kroner i de nordiske lande.
INR/Dansani har et stærkt produktmix. Mens INR er førende inden for skræddersyede brusebadsløsninger, er Dansani førende inden for badeværelsesmøbler. På den korte bane er målet at fokusere på den eksisterende forretning, som begge virksomheder er kendt for i Norden samt at styrke samarbejdet. På længere sigt er det ambitionen at ekspandere yderligere på markeder i Mellemeuropa.
– INR er et perfekt match for Dansani, og de to virksomheder supplerer hinanden både på sortiment, markedspositioner og kultur. Med købet bliver Dansani/INR en markant spiller i vores produktkategorier og primære markeder. Enheden Dansani/INR får en størrelse og en styrke, som er nødvendig for at udbygge salget på vore markeder og ekspandere til nye markeder. Jeg er utrolig glad for, at dette opkøb er lykkes, udtaler administrerende direktør Carsten Friis.
– At Dansani bliver den nye ejer af INR, er det bedst mulige scenarie. Sammenlægningen giver et markant løft for både medarbejdere og kunder, og især for vores kunder vil det betyde, at begge virksomheder kan tilbyde en større bredde i produktsortiment, service og kompetencer. Derfor er jeg glad for at kunne give stafetten videre til Carsten Friis, som bliver administrerende direktør for den nye Dansani/INR-konstellation, udtaler Per Skårner, som efter opkøbet træder tilbage fra det operationelle ansvar, men fortsætter i INR/Dansanis bestyrelse.