I løbet af de kommende tre til fem år vil landets næststørste rådgivende ingeniørvirksomhed, Cowi, have sat farvel til alle klimaskadelige projekter, skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans.
Konkret vil det betyde, at man vender ryggen til projekter, der beskæftiger sig med fossil energi og byggeprojekter, der ikke har en bæredygtig tilgang.
Øvelsen betyder, at man må afstå fra indtægter i milliardklassen, men valget er nødvendigt, mener Lars-Peter Søbye, administrerende direktør i Cowi
Jeg tror ikke, at der er noget alternativ, hvis man virkelig også vil være der som en virksomhed på vores niveau de næste 5-10 år, siger han til Finans.
I dag kommer cirka halvdelen af indtægterne fra grønne projekter, men trods det tror Cowi-chefen ikke på, at omstillingen kommer til at koste omsætning.
Der er jo en risiko ved at træffe sådan en beslutning, men jeg er godt nok lidt stolt over, at vi i Cowi tør være blandt de første, der tager et så markant og modigt skridt, siger han.
Lars-Peter Søbye, er, udover at være chef for Cowi, også formand for landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri.
Kilde: Berlingske/Finans