Byggeriet fortsætter i samme høje tempo, viser tal fra Byggefakta A/S. Ifølge den nye prognose er der ved udgangen af oktober igangsat projekter med en samlet sum på 93,8 mia. kr. Til sammenligning blev der igangsat projekter for 91,7 mia. kr. i hele 2020.
Det går stærkt i byggebranchen i år. Der etableres byggepladser i et stadigt stigende tempo. Vi forventer, at der bliver igangsat projekter for 103,6 mia. kr. i 2021, hvilket er et rekordhøjt niveau. Men branchen følger godt med, og byggerierne igangsættes generelt uden større forsinkelser, fortæller adm. direktør Thomas Bejer-Andersen fra Byggefakta A/S.
Da corona ramte landet var det især region Hovedstaden, der gik i stå. Her blev en række projekter udsat. De fire andre regioner kom derimod nogenlunde uskadt gennem 2020
I 2021 er regionen tilbage på et usædvanligt højt niveau.
Region Hovedstaden har hele året overgået de tårnhøje forventninger, der har været til byggeriet. Siden vores seneste prognose i juli er forventningerne til byggeriet i regionen opjusteret med hele 2 mia. kr. Regionens høje vækst kan bl.a. tilskrives de udsatte projekter fra 2020, samt en række store projekter som bl.a. AP Pension og Nykredits kæmpe domicil i Nordhavn, fortæller Thomas Bejer-Andersen.
Ifølge de nye tal fra Byggefakta A/S bliver der ikke igangsat lige så mange bolig- og erhvervsbyggerier, som prognosen fra juli viste. Forventningerne til begge hovedgrupper nedjusteres med denne prognose, men nedjusteringen er ikke større end, at både boligbyggeriet og erhvervsbyggeriet forventes at ramme et rekordhøjt niveau. Selvom nogle af byggerierne først kommer i jorden til næste år, repræsenterer de to hovedgrupper stadig en vækst på over 10 mia. kr. fra 2020 til 2021.
Kommunerne har igangsat usædvanlig mange projekter i tredje kvartal, og bygherretypen ser nu ud til at sætte ny rekord i 2021 på trods af, at anlægsloftet er tilbage.
Da anlægsloftet blev fjernet i 2020, betød det en væsentlig stigning for det kommunale byggeri, men nu ser det altså ud til, at det kommunale byggeri overgår det høje niveau fra sidste år, selvom anlægsloftet er kommet tilbage – om end i en forhøjet version. En del af projekterne finansieres over flere år, og vi vil derfor se, at det vil begrænse mulighederne for at igangsætte nye projekter i de kommende år, siger direktøren fra Byggefakta A/S.
Kilde: Byggefakta