Nye effektive isoleringsløsninger til fjernvarmebranchen

Styropack udvikler i tæt dialog med kunder fra fjernvarmeindustrien nye intelligente isoleringsløsninger.

sakskoebing-foto-1_outdoor

Sakskøbing Fjernvarmeværk har fået en genial og enkel løsning til energioptimering af fjernvarmeventiler. Styropack har i samarbejde med   fjernvarmevirksomheder udviklet nye isoleringsløsninger i skumplastmaterialerne HT EPS – en særlig temperaturresistent variant af ekspanderet polystyren og EPP – ekspanderet polypropylen, der er superisolerende og særdeles robust.

 

Champagnekøler gav idéen…

Under brønddæksler på Sakskøbings gader og stræder har fjernvarmeværket gemt et stort antal ventiler, der sikrer forsyningen ud til byens husstande. Ventilerne er omkring 60 grader varme, og uden isolering er varmetabet åbenlyst, og hidtil havde det lokale fjernvarmeværk kun set alt for dyre løsninger på problemet.

– Så var det, at jeg kom i tanker om en champagnekøler fremstillet af styropor, jeg engang havde. Et billigt materiale, der jo har en rigtig god isoleringsevne, fortæller Lynge Ibsen Buchleiter, driftsleder hos Sakskøbing Fjernvarme.

Det blev afsættet til et frugtbart samarbejde med Styropack, som resulterede i en simpel, billig og effektiv isoleringsløsning: En isoleringskappe lavet af HT EPS til at presse ned over hver ventil, så den holder på varmen.

I stedet for en hvid standard-EPS er kappen produceret i den særligt temperaturresistente HT EPS (High Temperature). Den er mørkegrå og holder sig pæn, selvom teknikerne måske har sorte fingre fra det daglige arbejde med rør og dæksler.isoleringscylinder_nedsaetning

Fordelen ved EPS er også, at det er nemt for os at arbejde med. Materialet giver sig en lille smule, når vi presser kappen fast, og det gør ikke noget, hvis ventilerne ridser den indvendig. Det kan den fint holde til, forklarer Lynge Ibsen Buchleiter.

Hurtigt tjent hjem…

Det afgørende er naturligvis, at varmetabet er blevet mindre, og det kan driftslederen fra Sakskøbing dokumentere.

“Vi har målt, at varmeudstrålingen falder med mindst 10 grader, og det giver en årlig besparelse på mindst 228 KWh for hver brønd. På den måde opnås med isoleringen en tilbagebetalingstid på kun 2 år, siger han”.

Styropack ser nye muligheder

I en tid hvor kravene til energioptimering til stadighed skærpes, ser Styropack masser af nye udviklingsmuligheder.

– Isoleringsløsningerne til Sakskøbing Fjernvarmeværk er blot eksempler på nogen af de seneste spændende løsninger, som er udviklet i et tæt og frugtbart samarbejde mellem vores kunder og Styropacks udviklingsafdeling, siger Alice Thuesen. Hun er sikker på, at vi i fremtiden vil se endnu flere intelligente isoleringsløsninger, og de bedste er ofte resultatet af netop den tætte dialog med kunderne tilsat Synbra koncernens samlede knowhow indenfor energioptimering.