Mød Anders Lendager på Building Green København!

På Building Green København den 1. – 2. november kan du høre arkitekten Anders Lendager, når han holder et oplæg om ”det regenerative byggeri”

Der er kun fire uger til, at vi sætter temaet ‘Det Regenerative Byggeri’ på dagsordenen, når Building Green København løber af stablen. Det regenerative byggeri er et ambitiøst mål, og det kræver seriøse kvantespring for, hvordan vi planlægger, designer og bygger. På Building Green København bliver du klogere på, hvad vi kan gøre lige nu og her for at rykke henimod et regenerativt byggeri.

Anders Lendager er indehaver af Lendager Group, som blev stiftet med målet om at accelerere bæredygtig arkitektur. Han er også taler på Building Green København, hvor han vil gøre os klogere på årets tema.

Anders Lendagers oplæg på Building Green København 
Anders Lendagers oplæg vil kredse om konceptet ”det regenerative byggeri”, og hvordan man skaber arkitektur, der giver mere tilbage til planeten, end den forbruger. Arkitektur der ikke kun er æstetisk og funktionel, men også producerer energi, lagrer CO2 i byggematerialer, skaber sundhed og trivsel, sociale potentialer og levesteder for biodiversitet.

I en gennemgang af Lendagers nyere projekter som TRÆ, Svanen, Grønttorvet, Sundmolen, Karstadt og Lisbjerg vil han vise, hvordan de arbejder på at kvantificere projektets ”impacts” – det, de konkret bidrager med til deres omgivelser.

Du får desuden indblik i, hvordan man ved at tænke holistisk og ud over de traditionelle bæredygtighedsstandarder kan skabe arkitektur, der aktivt bidrager til at skabe positiv forandring i vores omgivelser.

Lad os sammen vende udviklingen og se mod en fremtid med regenerativt byggeri – Se hele programmet og snup din gratis billet her

Billede: Børnehuset Svanen_Credit_Rasmus Hjortshøj