BIM World Copenhagen og ConTech Lab giver plads til startups og fremtidens løsninger

Udviklingen inden for blandt andet kunstig intelligens går hurtigt, og digitale løsninger opstår i et højt tempo. Der er behov for stærkere koblinger mellem innovation og praksis, så nye idéer og teknologier hurtigere kan omsættes til reel værdi i byggeriet. I et nyt samarbejde går BIM World Copenhagen sammen med ConTech Lab for at give digitale startups en platform i branchen.

Den internationale event, BIM World Copenhagen, som Building Green står bag, vender tilbage til K.B. Hallen den 16.-17. september. Sidste år var eventen en stor succes og samlede byggebranchens aktører på tværs af Skandinavien med fokus på digitalisering, data, bæredygtighed og teknologi. Årets event har et særligt fokus på digital innovation, og det sker blandt andet gennem et nyt samarbejde med ConTech Lab.

Sammen skaber de et særligt område i udstillingen i K.B. Hallen, hvor udvalgte startups får mulighed for at præsentere deres løsninger. Virksomhederne bliver samtidig en del af en pitch-konkurrence, hvor de kan præsentere deres idéer for en jury af investorer og brancheeksperter. Og det kan være afgørende for mange startups:

– For mange startups er den største udfordring ikke at udvikle teknologien – det er at få adgang til markedet. BIM World Copenhagen giver mulighed for at møde de virksomheder, organisationer og beslutningstagere, der kan blive til kunder eller samarbejdspartnere. Samtidig er pitch-konkurrencen en chance for at få kvalificeret feedback og skabe synlighed omkring deres arbejde. Det kan være med til at forkorte vejen fra en lovende idé til en løsning, der skaber reel værdi i byggeriet, fortæller Nanna Birkedal, netværksdirektør, ConTech Lab.

Nanna Birkedal ser samtidig samarbejdet som en mulighed for at få nye perspektiver og idéer i spil på tværs af byggebranchen:

– Vi håber at se startups, der adresserer nogle af byggeriets største udfordringer, blandt andet effektivisering af processer, bedre udnyttelse af data, automatisering, AI, bæredygtighed og cirkulær økonomi. Men lige så vigtigt er det, at de udfordrer vores vanetænkning og inspirerer branchen til at arbejde på nye måder. Innovation og effekt opstår ofte i mødet mellem nye idéer og etablerede aktører.

Nye idéer og innovative løsninger skal frem i lyset

For BIM World Copenhagen handler initiativet også om at skabe plads til de virksomheder, der kan være med til at forme byggeriets digitale fremtid. Som et event, der samler byggebranchens aktører omkring digitalisering, data og teknologi, ser BIM World Copenhagen det som en vigtig opgave at bringe nye løsninger og etablerede virksomheder tættere på hinanden.

– BIM World Copenhagen er skabt for at samle branchen om de muligheder og udfordringer, der følger med den digitale udvikling. Derfor er det vigtigt for os også at skabe et sted, hvor nye idéer møder de mennesker, der kan omsætte dem til konkrete projekter og resultater. Når startups, rådgivere, entreprenører, bygherrer og teknologileverandører mødes, opstår der nye samarbejder og nye muligheder for at omsætte idéer til praksis, lyder det fra Anders Nielsen, der er programansvarlig for BIM World Copenhagen.

Tid: 16. og 17. september 2026.
Sted: K.B. Hallen, Peter Bangs Vej 147, 2000 Frederiksberg

Mere information om startup-området.

Om BIM World Copenhagen

BIM World har i mange år været en succes i Paris og München, og siden 2023 har Building Green hvert år bragt det til Danmark. Building Green udvikler events og konferencer for byggebranchen, herunder Danmarks største bæredygtighedsevents i København og Aarhus, som samler over 10.000 fagfolk årligt. BIM World Copenhagen er ikke kun for dem, der arbejder med BIM, men for alle i byggebranchen, der arbejder med bæredygtighed og ønsker at være med til at forme fremtidens digitalisering inden for byggeriet. BIM World Copenhagens formål er at skubbe på bæredygtighedsagendaen ved hjælp af digitalisering og digitale værktøjer.