Vinderen af den nye pris “Bæredygtig Betonarkitektur ideen 2019” for arkitektstuderende blev torsdag fundet på Building Green i Forum. Christian Minor Valentin fra KADK løb med sejren for sit bæredygtige projekt med på samme tid at forskønne en bygning og bevare en stor del af dens oprindelige konstruktion.
– Det er dejligt at vinde prisen. Jeg er glad for, at bæredygtig beton også kan repræsentere kulturarv, genanvendelighed og æstetik, siger Christian Minor Valentin, der har skrevet sit projekt på tredje semester på KADK og blev færdiguddannet i juni i år.
En bæredygtig forvandling af Ørkenfortet
Christian Minor Valentin har i sit projekt taget udgangspunkt i en aktuel renovering af ATP’s ejendom Ørkenfortet – Nordeas tidligere hovedsæde ved Knippels Bro på Christianshavn, der skal huse Danmarks eneste Hilton-hotel. Han har arbejdet med at forny bygningen, samtidig med at han bevarer en stor del af bygningens konstruktion og oprindelige stil. Den nye facade er tegnet ud fra et særligt princip, der gør det muligt at udskifte de forskellige elementer eller genbruge dem til andre bygninger.
I forbindelse med uddelingen debatterede et panel bestående af dommerkomiteen bag prisen, hvad der skal til for at kickstarte en mere bæredygtig brug af beton i byggeriet. Med i panelet var professor Anne Beim, KADK, ph.d. Jon Krähling Engholt, Arkitektskolen Aarhus, branchedirektør Dorthe Mathiesen, Dansk Beton i Dansk Byggeri, arkitekt Anne-Mette Manelius, Tegnestuen Vandkunsten, og direktør Kasper Guldager Jensen, GXN.