
Energistyrelsens Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) har sendt 46 mio. kr. i retning af Aalborg Universitet (AAU) i Esbjerg, fordelt på tre forskellige projekter.
Vi er meget glade for og stolte af at have fået midler til alle tre projekter, som hver især understøtter vores profil for AAU Esbjerg, og som dermed matcher de behov, der er i og omkring Esbjergs erhvervsliv, hvor blandt andet offshore-energi jo fylder utroligt meget. Det er med til at understrege AAU Esbjergs styrkeposition som en markant bidrager til den grønne omstilling, forklarer Simon Pedersen, lektor og sektionsleder af AAU Energi i Esbjerg.
Det projekt, som har opnået mest støtte, 23 mio. kr. er demonstration af højtemperaturvarmepumper på forskellige integrationsniveauer. Dette projekt sigter mod at udvikle og demonstrere to højtemperatur-varmepumpesystemer ved forskellige integrationsniveauer.
De tekniske løsninger suppleres med forskningsaktiviteter, der fokuserer på at analysere fordele ved sektorkobling mellem fjernvarme og levering af procesvarme til industrien. Projektets partnere er Teknologisk Institut, Verdo Energy Systems, Multikøl og Energi, SRM, Frascold, Carel Nordic, Energy Solution, Biomar, Aalborg Universitet, DIN Forsyning og Dansk Fjernvarme.
Kilde: AAU