
Stor efterspørgsel i hele Europa efter køleanlæg baseret på naturlige kølemidler får producenten Advansor til endnu engang at udvide.
Selv om det kun er 2 år siden Advansor byggede helt nyt domicil i Brabrand, er pladsen allerede blevet for trang og produktionen udvides nu med yderligere 5.000 m2.
Især det europæiske marked for køleanlæg til supermarkeder og discountbutikker boomer. Covid-19 har fået efterspørgslen efter friske madvarer til at stige og mange kæder er i fuld gang med både renoveringer og nybyg.
Den bølge skal vi naturligvis være med på. Det vil vi gerne blive ved med. Vi har siden årsskiftet ansat 112 personer og har dermed knækket koden til at tiltrække dygtige medarbejdere. Vi har rigtigt mange internationale profiler, da engelsk er vores hverdagssprog og idag er vi mere end 20 forskellige nationaliteter. Derudover har vi et godt arbejdsmiljø og en attraktiv beliggenhed i Aarhus tæt på motorvejen og med bybus lige til døren, siger CEO Kristian Breitenbauch.
Virksomheden har desuden en bæredygtig mission og bruger det naturlige kølemiddel CO2 i alle køleanlæg.
Mange ved ikke, at bæredygtig køling faktisk er den 4. vigtigste faktor i verden, hvis vi skal nå FN’s klimamål, siger Kristian Breitenbauch.
Advansor startede med i 2006 at producere klimavenlige varmepumper, og idag tilbyder virksomheden både seperate og kombinerede køle- og varmeløsninger til kommercielle og industrielle installationer.

